
Det skal være nemmere at holde fest
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Det kan være meget kompliceret og uoverskueligt at skulle ansøge om at afholde vejfester, byfester, kræmmermarkeder og andre arrangementer. Ifølge Brancheforeningen for by- og markedsfester kan det kræve op mod 40 tilladelser, inden man kan åbne portene for de første gæster.
Under mottoet ”én fest – én ansøgning” arbejder kommunernes it-fællesskab KOMBIT på en løsning, der skal gøre det nemmere.
– Når lokale ildsjæle skal ansøge om at afholde et offentligt arrangement, skal der indhentes op mod 40 tilladelser hos 23 myndigheder. Det er ansøgeren selv, der skal holde styr på hvilke myndigheder og hvordan, der skal ansøges, hvilket kan opleves som bureaukratisk, langsommeligt og tidskrævende, siger Inge Speiermann-Vognsen, der er markeds- og innovationschef i KOMBIT.
Det kan i sidste ende afholde folk fra at ansøge, hvilket ikke ligefrem styrker det lokale kulturliv eller fremmer markedsføringen af kommunen, siger hun.
Arena for alle
Gennem det seneste år har Brancheforeningen for by- og markedsfester, en række myndigheder og 35 kommuner, herunder Haderslev, Sønderborg og København, været i dialog om at lette ansøgningsprocessen, når man skal indhente tilladelser til at afholde arrangementer i landets kommuner.
Det har ført til, at KOMBIT nu på vegne af landets kommuner er gået i gang med at indkøbe en ny it-løsning, Arena, som netop skal forenkle arbejdet med at søge om tilladelser.
– Med Arena tager vi ansøgerne i hånden og guider dem gennem hele ansøgningsforløbet, så det bliver meget lettere at sende de rigtige ansøgninger i den rigtige rækkefølge - og det hele sker vel at mærke via én samlet ansøgning, siger Inge Speiermann-Vognsen
KOMBIT er frem til den 30. juni i gang med at indhente tilsagn og tilslutning til Arena fra alle kommuner.
– Vi forventer, at første version af løsningen kan være klar første kvartal 2021, siger Inge Speiermann-Vognsen. tkn@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-11-side-46.pdf