
Rådgiver bliver ny kommunaldirektør på Frederiksberg
tekst Mads Brandsen
Ambitionerne er med borgmester Simon Aggesens (K) ord tårnhøje på Frederiksberg, og derfor har kommunen ledt efter en ny kommunaldirektør fra øverste hylde.
Valget er faldet på 45-årige Stig Henneberg, der kommer fra en stilling som partner i rådgivervirksomheden Struensee & Co. Ansættelsen af ham blev godkendt af kommunalbestyrelsen mandag aften.
Det oplyser Frederiksberg Kommune til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Frem til 2018 var Stig Henneberg afdelingschef i Finansministeriet med ansvar for finanslovarbejdet.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Master of Public Policy fra London School of Economics. Han har foruden Finansministeriet også arbejdet i Statsministeriet, på Københavns Universitet og ved Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles.
Stig Henneberg ser frem til de nye udfordringer på Frederiksberg.
– Frederiksberg er en veldrevet og dynamisk kommune, der sætter barren højt – uanset om det gælder velfærdsservice til kommunens borgere, investeringer i fremtidens by eller den vigtige bæredygtighedsdagsorden. Jeg glæder mig til at omsætte ambitionerne til virkelighed i samarbejde med borgmesteren, den øvrige kommunalbestyrelse og Frederiksberg Kommunes mange dygtige medarbejdere, siger Stig Henneberg.
Han tiltræder sin nye stilling 1. marts 2020 og er – inklusive de konstituerede i stillingen – den sjette kommunaldirektør siden 2010 på Frederiksberg. mdbr@kl.dk