
Kommune dropper køb af kritiserede klimakreditter
tekst Frederik Overby Vinding
Politiken har gennem det sidste stykke tid kunnet afdække, at lokale i Kenya fortæller, at de stort set ikke har anvendt CO2-besparende komfurer fra et klimaprojekt, som tusindvis af selskaber har brugt til at kalde deres hjemmesider klimaneutrale.
Leverandørerne har over for Politiken afvist kritikken.
Men det har alligevel fået flere store selskaber til at droppe samarbejdet med projektet, og nu vil Albertslund Kommune også droppe støtten til projektet, lyder det fra borgmester Steen Christiansen (S).
Du skriver på Twitter, at I har sat køb af de her klimakreditter i bero. Hvad betyder det?
– Vi skal tage stilling til det her i februar måned, og der vil vi simpelthen undlade at forny, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Han fortæller, at han først blev klar over problemet, da han læste artiklen i Politiken søndag morgen. Derudover påpeger han også, at kommunen fremover vil finde sine klimakompensation inden for kommunens grænser.
– I forhold til diskussionen om klimakreditter vil tilgangen være, at de skal findes inden for bygrænsen – så at sige. Så når vi klimakompenserer, så er det mere reelle kompensationer, siger han. frov@kl.dk