
Furesø bedst i test
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Furesø Kommune har vundet prisen Bedste kommune på nettet, som blev uddelt på konferencen ”Den Digitale Borger”, hvor analysefirmaet UserGap på baggrund af ekspert- og brugervurderinger havde nomineret furesoe.dk og 19 andre kommunale hjemmesider til prisen for den bedste kommunale hjemmeside i Danmark.
Lars Carstensen, (K) formand for Udvalget for digitalisering og innovation i Furesø Kommune glæder sig over prisen, som han mener, er en anerkendelse af, at borgerne er blevet hørt i udviklingsprocessen.
– Da vi i udvalget besluttede at starte projektet med et nyt furesoe.dk, var visionen at gøre adgangen til indholdet hurtig og nem, blandt andet ved at involvere borgere gennem hele processen. Der skal lyde en stor tak til de borgere, der har deltaget i udviklingsarbejdet, for mange beslutninger og prioriteringer kan føres direkte tilbage til brugerfeedbacken og brugernes forståelse. Borgernes egne Furesø-billeder pryder hjemmesiden, så man ikke er i tvivl om, at det er Furesø, der er tale om. Og så skal siden gøre det nemt for borgere at engagere sig og få indflydelse på beslutninger. Jeg er glad for, at den tænkning også bliver belønnet, siger Lars Carstensen.
Stine Boeck er Furesø Kommunes projektleder på udviklingen af det nye furesoe.dk. Hun ser prisen som en rigtig stor anerkendelse af visionerne for furesoe.dk.
– Selv om vi er stolte af hjemmesiden – som ikke engang har et år på banen – har vi stadig store ambitioner for, hvor vi gerne vil hen med den, og vi er slet ikke færdige, siger hun og fortsætter:
– I løbet af foråret håber vi, at borgerne igen vil medvirke, når det bliver tid til at teste muligheden for at abonnere på nyheder og en bedre visning af politiske dagsordner og referater på hjemmesiden.
Slankere hjemmeside virker
Den gode digitale brugeroplevelse handler om førstehåndsindtryk, serviceinformation, troværdighed, selvbetjeningsløsninger og indhold. Og det var da også netop disse elementer, 100 tilfældigt udvalgte Furesø-borgere vurderede, da de hen over vinteren gennemførte tre opgaver inden for selvbetjeningsmulighederne og gav furesoe.dk karakterer og kommentarer. Brugertilfredsheden blev sammenlignet på tværs af de nominerede kommuner, og det blev altså furesoe.dk, der løb med prisen, efter i marts 2018 at have lanceret en slankere hjemmeside, hvor 1.800 undersider var reduceret til 800.
UserGap satte undersøgelsen i gang for at hædre den gode digitale kundedialog – hvor basale kommunikationsopgaver stadig har meget stor betydning. Her er en velfungerende hjemmeside helt afgørende, men samtidig også et behov, der går igen på tværs af kommunegrænser. Derfor har Egedal og Furesø Kommune holdt udviklingsomkostningerne nede ved at samarbejde om udviklingen af deres hjemmesider på en fælles platform. tkn@kl.dk
Om undersøgelsen
De danske kommuners hjemmesider blev vurderet og sammenlignet ud fra:
• Første-gangs-indtryk; herunder service info, brugeroplevelsen, relevans og troværdighed
• Konkret opgaveløsning af tre opgaver indenfor selvbetjenings-mulighederne
• Design; herunder nem adgang på mobilen
• Hjælp, inspiration & indhold