
Rejsehold skal få sygefraværet ned
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Det er velkendt, at offentlige ansatte er mere syge end privatansatte. Således har kommunalt ansatte i gennemsnit 12,8 sygedage årligt, mens privat ansatte i gennemsnit har 6,8. Det viste en rapport, som er udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet baseret på tal fra 2017. Det er også velkendt, at forklaringerne er komplekse.
Men nu kan offentlige arbejdspladser helt gratis få ekstra hjælp til at knække sygefraværskurven. Beskæftigelsesministeriet har oprettet et rejsehold, der står klar til at rykke ud til arbejdspladser, som ønsker ekstra hjælp til at øge trivslen og nedbringe sygefraværet.
Det kan for eksempel være en hospitalsafdeling, der har brug for hjælp til at håndtere tidspres. Eller et plejehjem, der er udfordret af mange forflytninger af beboere.
Få en handlingspakke
Alle arbejdspladser får samtidig adgang til konkrete handlingspakker på en ny hjemmeside, sygefravær.dk. I pakkerne indgår nogle af de bedste redskaber til at forebygge og håndtere sygefravær samt til at hjælpe sygemeldte godt tilbage til jobbet.
Det er også muligt for arbejdspladserne at få hjælp til spørgsmål om sygefravær på en nyoprettet telefonisk hotline om sygefravær.
Derudover er der tildelt cirka 50 millioner kroner til offentlige arbejdspladser, der ønsker at arbejde målrettet og systematisk med sygefravær og trivsel. Anden runde af puljen – som også er på 50 millioner kroner – udmeldes inden længe. tkn@kl.dk
360 grader rundt om sygefraværet
Rejseholdet kan hjælpe arbejdspladsen med at komme hele vejen rundt om sygefraværdet. Lige fra forebyggelse til håndtering og godt tilbage til jobbet. På baggrund af arbejdspladsens styrker og udfordringer finder man sammen med Rejseholdet frem til, hvad I konkret kan gøre fremover. Målgruppen for temaet er jeres samarbejdsorganisation, for eksempel samarbejdsudvalg, MED-udvalg eller TRIO.
Fra politik til handling
Hvordan kommer arbejdspladsen fra tanke til handling i arbejdet med sygefravær? Det sætter Rejseholdet sammen med arbejdspladsen fokus på med udgangspunkt i eksisterende politikker. Sammen med Rejseholdet finder man frem til frem til, hvad der skal til for at øge trivslen og mindske sygefraværet på jeres arbejdsplads.
Fysisk trivsel på arbejdspladsen
Sammen med Rejseholdet ser man nærmere på, hvad man fremover konkret kan gøre for at øge fysisk trivsel i hverdagen - og dermed også forebygge sygefravær.
Psykisk trivsel på arbejdspladsen
Rejseholdet sætter fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og hvad man konkret kan gøre for at øge den psykiske trivsel på arbejdspladsen og dermed forebygge sygefravær.
Læs mere om Rejseholdet https://sygefravaer.dk/rejseholdet/