
Kæmper om statslige millioner
tekst Mads Brandsen
Tue West, Sofie Dopha, Peter Sommer og Tiggerne. Og Søren Sko, ikke at forglemme.
##ContentBoxStart##255971##ContentBoxEnd##
Programmet på det regionale spillested i Randers, Turbinen, favner bredt. Og det er netop pointen med de regionale spillesteder, som Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik årligt udpeger.
Spillestederne skal både formidle, præsentere, profilere og udvikle den rytmiske musik. Til gengæld får de mellem en og 3,6 millioner statslige kroner i tilskud. Kommunerne spæder til med endnu flere midler.
Turbinen i Randers får 1,5 millioner kroner af staten som følge af udpegningen som regionalt spillested, mens kommunen yder 2,4 millioner kroner i tilskud. For de penge, får indbyggerne i Randers 100 koncerter.
– Det gør alverden til forskel for musiklivet i Randers. Da Turbinen blev regionalt spillested, var det som at rykke fra tredje division og op i superligaen, siger direktør Mikael Rørsted.
Han står i spidsen for byens musik- og teaterhus, Værket, der har Turbinen som en af sine scener. Det giver en enormt effektiv administration. Faktisk beskæftiger Turbinen isoleret set kun en enkelt medarbejder, der har ansvaret for talentudvikling. Resten er kræfter, der allerede er i huset i forvejen.
– Vi bruger ressourcerne på musikken – ikke på administration. Vi driver et talentprogram, hvor vi laver langsigtede forløb med kunstnere. Det gælder eksempelvis Sofie Dopha, som var under vores vinger indtil for en måneds tid siden, siger Mikael Rørsted.
Turbinen har ikke altid været regionalt spillested, og derfor er Mikael Rørsted ganske overbevist om, at man kunne fortsætte uden at være det.
– Vi ville have masser af koncerter alligevel, men vi ville ikke have talentprogrammet og det gode samarbejde med folkeskolerne, som vi har, og som vi synes giver så god mening.
Ikke verdens undergang
Det gør det ikke rigtig for Jørgen Nissen. Han er leder af spillestedet Skråen i Aalborg, der i 2008 og 2012 blev vraget som regionalt spillested. Det har ikke været den ulykke, man måske skulle tro.
##ContentBoxStart##255972##ContentBoxEnd##
– Det var skuffende for os, at vi ikke blev regionalt spillested igen. Dengang vi var det, lavede vi koncerter rundt i regionen. Det røg med et pennestrøg. Det samme gjorde high end-events som koncerter med DRs Big Band, fortæller Jørgen Nissen.
Aalborg Kommune støtter i dag Skråen med 2,5 millioner kroner, mens honorarstøtten beløber sig til yderligere 700.000 kroner. Som regionalt spillested ville Skråen få en million kroner ekstra.
– Det er ikke vildt mange penge ekstra, når man ser på kravene, vi skal leve op til som regionalt spillested. Jeg synes, der er lidt for få penge i den samlede pulje til regionale spillesteder, siger Jørgen Nissen.
Derfor er konklusionen ganske enkel:
– Vi søger ikke. Det kræver meget tid, og det har vi valgt ikke at bruge tid på. Vi har en god status i dag, hvor vi er det spillested i Danmark, der får mest i honorarstøtte, samtidig med at vi får støtte af kommunen. Jeg synes i den grad, vi leverer, men vi er blevet mere omkostningsbevidste, siger Jørgen Nissen og tilføjer:
– Det er ikke noget problem for os at tiltrække kunstnere. Et band som The Minds of 99 spiller stadig hos os.
I Roskilde har byrådsmedlemmet Claus Larsen (S) flere kasketter på. Han er både formand for kommunens kulturudvalg og næstformand for Fonden Gimle, der driver det regionale spillested Gimle.
Det har stor betydning for Gimle, at stedet har status af regionalt spillested.
– Hvis ikke vi fortsætter som regionalt spillested, ville det være en katastrofe for Roskilde og musiklivet. Gimle er en driver, og det ville være dødt, hvis vi ikke har en sådan. Det hele skal ikke være i København, siger han.
De regionale spillesteder kan ifølge Claus Larsen noget særligt i forhold til at gøre nye navne mere kendte.
– Vi har haft stribevis af navne, der begyndte på vores bandakademi og derefter er brudt igennem. Eksempelvis The Minds of 99, siger han.
Trænger til reform
Hos Dansk Live, der er interesseorganisation for danske spillesteder og festivaler, mener man, det er på høje tid at revurdere modellen for støtten til de regionale spillesteder. Over årene er der ikke kommet flere penge i puljen, mens det samtidig er blevet dyrere at drive et spillested.
– Der er ikke mange penge, og de står ikke mål med ambitionerne med det enkelte regionale spillested, lyder det fra sekretariatschef Esben Marcher.
Nok er pengene fra starten rare for spillestederne, men de kommer med en pris. Spillestederne skal leve op til en række krav og opererer hele tiden i et skisma mellem de smalle koncerter og behovet for at tiltrække publikum, der kan generere omsætning.
– Det er statens penge, der er definerende her, men kommunen, der reelt styrer det. Og her oplever vores medlemmer megen velvilje. Kommunerne har for længst set værdien i at have et regionalt spillested. På den måde er spillestederne en kommunal succeshistorie, siger han.
28. februar afgøres det, hvem der skal være regionalt spillested frem til 2024. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-03-side-14-15.pdf