
Ankestyrelsen ser nærmere på brug af konsulenter
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
I lighed med en række andre kommuner har Assens indgået kontrakter med konsulentfirmaer, der skal finde besparelser på socialområdet. Konsulenterne er hyret efter no cure no pay-princippet, hvor konsulentfirmaernes honorar afhænger af, hvor store besparelser, de finder. Hvis konsulenterne ikke finder besparelser, er der ingen penge at hente for dem.
Assens Kommune har hyret konsulentvirksomheden Broson Consult til at se på 51 sager. Brorson Consult har valgt 25, hvor de vurderer, at der er et økonomisk potentiale. Konsulenterne får 15 procent af de besparelser, de giver kommunen. Men nu vil Ankestyrelsen se på, om den praksis er lovlig, skriver Fyens Stiftstidende.
Det er Social- og Indenrigsministeriet, der har bedt Ankestyrelsen undersøge, om kommunernes praksis er lovlig.
I den forbindelse har styrelsen bedt Assens Kommune om lov til at se kontrakterne imellem konsulentfirmaet og kommunen, og har samtidig spurgt mere ind til, hvilke opgaver, Brorson Consult har udført for Assens Kommune.
– Vi skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag, skriver Ankestyrelsen blandt andet i et notat til kommunen.
Der er endnu ikke blevet forhandlet med de borgere, som konsulenterne har udpeget, og derfor har Brorson Consult endnu ikke tjent penge på samarbejdet med Assens Kommune.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) siger, at samarbejdet ikke er indgået for at spare penge, men for at fastslå, om kommunens tilbud er tidssvarende. masp@kl.dk