
Haderslev henter kommunaldirektør fra Vejle
tekst Frederik Overby Vinding
Haderslev har fundet sig en ny kommunaldirektør. Han hedder Peter Karm og kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Vejle Kommune, hvor han desuden er direktør for Økonomi, Arbejdsmarked og Sundhed.
– Jeg er både stolt over og ydmyg overfor, at ansættelsesudvalget enstemmigt har valgt at pege på mig til jobbet som kommunaldirektør for Haderslev kommune. Det bliver en fantastisk og spændende opgave, sammen med byrådet, ledelsen og den samlede organisation, at udvikle den bedst mulige velfærd, til gavn for borgere og virksomheder i Haderslev Kommune, siger Peter Karm i en pressemeddelelse.
Peter Karm har siden 2007 været ansat i forskellige ledende stillinger i Vejle Kommune. Inden da arbejdede han som økonomichef og medlem af sygehusledelsen på Sygehus Sønderjylland. Peter Karm har blandt andet også en fortid som økonomichef i BYGMA koncernen.
Derudover er han reserveofficer i hæren og har undervist på Hærens Sergent Skole.
– Vi ser frem til samarbejdet med Peter Karm, der gennem sin karriere i blandt andet Vejle har skabt markante resultater. Med sin viden og alsidige kompetencer vil han kunne bidrage markant til en fortsat positiv udvikling af Haderslev Kommune. I kraft af sin militære baggrund passer Peter Karm også som fod i hose til Haderslev som forsvarskommune med mange militære arbejdspladser, siger borgmester H.P. Geil i pressemeddelelsen.
Peter Karm er 56 år og født i Aalborg. Han har taget HA-eksamen ved Aalborg Universitetscenter og HD-eksamen fra Handelshøjskolen i Aarhus samt en MBA-E i Ålborg. Hertil kommer en officersuddannelse ved Hærens Kampskole. frov@kl.dk