Familiekurser gør førstegangsfamilier mere trygge
Vi plejer at sige, at godt begyndt er halv fuldendt, og det gælder i særdeleshed i vores liv som mennesker. De første år af vores liv har stor betydning for, hvordan vi trives og udvikler os som mennesker.
Derfor er jeg glad for at kunne fortælle, at vi nu efter fem år med fødsels- og familieforberedelseskurser for alle nye familier i Hvidovre ser rigtig gode resultater.
Cirka 92 procent af førstegangsforældrene i Hvidovre vælger at deltage i Familieliv Hvidovre, som kursusforløbet hedder, og frem til i dag har i alt 1180 forældre deltaget i forløbet. I løbet af 10 mødegange arbejder de med temaer omkring fødsel, det nye liv som familie og barnets udvikling og trivsel. Og ikke mindst får de mulighed for at skabe eller udvide deres netværk med andre forældre og familier.
Forebyggelse kan svare sig
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skriver i en kronik i Altinget 13. januar, at vi ved at investere i de rette og tidlige socialpolitiske indsatser kan skabe bedre liv og spare samfundet for store udgifter i fremtiden. Det er Familieliv Hvidovre netop godt på vej til at bevise.
Familiekurserne er netop oprettet som led i en større omlægning af hele kommunens børne- og familieområde. I Hvidovre Kommune satser vi på tidlig forebyggelse, helhedsorienteret og tværgående støtte i de nære omgivelser og netværk, og en spørgeskemaundersøgelse, vi foretog i 2018, giver os grund til at tro, at Familieliv Hvidovre lever op til hensigten. Den viser nemlig, at 87 procent af forældrene er tilfredse med deres udbytte af forløbet, og mere end 82 procent oplever, at de har fået ny viden og nye tanker om forældreskabet.
I en evalueringsrapport fra oktober 2019 konkluderer det nationale forsknings- og analysecenter VIVE det samme. I rapporten beskriver forældrene det samlede forløb med ord som ”uundværligt”, ”det bedste i verden” og” uvurderligt” og forklarer, at de har fået information og viden, som de ellers ikke ville få. Flere fortæller, at de gennem kurset er blevet mere trygge og sikre i deres rolle som forældre, netop fordi de har haft mulighed for at stille ”dumme spørgsmål” og lufte deres bekymringer og udfordringer. Det har også givet dem tryghed at blive mødt med faglig kompetent sparring og forståelse fra andre i samme situation og livsfase.
Som vi ser det, er vi alle eksperter i vores eget liv. Det har også stor betydning for de nybagte forældre, at de på Familieliv-kurserne faktisk deler erfaringer og generelt trækker meget på hinanden.
Når mor og far får kursus
Århus Universitet har i en evaluering konkluderet, at denne form for familieforberedelse giver barnet bedre trivsel. I Hvidovre ser vi også, at antallet af forældre, der får efterfødselsreaktioner, er faldet siden indførslen af Familieliv-kurserne i 2014. På landsplan er dette tal desværre stigende, men i Hvidovre er antallet af nybagte mødre med efterfødselsreaktion fra 2014 til 2018 faldet fra 10,6 procent til 8,4 procent, og for fædrene er tallet faldet fra 11,9 procent til 9 procent. Det gør mig utroligt glad, for det betyder, at de små nye borgere får mere af det overskud og nærvær fra mor og far, der er så afgørende for deres udvikling.
Samtidig er der sket et fald i antallet af såkaldte særlige ”behovsbesøg”, som sundhedsplejerskerne aflægger hos førstegangsforældre, der oplever forskellige problemer, og efterspørgslen på at være med i ”Ung-mødregruppe” er også blevet mindre. I dag har vi kun ét gruppetilbud til familier med særlige behov.
Værdi i det brede tilbud
Social- og indenrigsministeren nævner også i sin kronik, at vi i Hvidovre Kommune er én af de kommuner, der er gået forrest med at omlægge til tidligere indsatser. Vi har fokus på de udsatte børn og familier, men vi er samtidig af den overbevisning, at det er værdifuldt, at alle nye familier i Hvidovre får samme kursustilbud.
Investeringen i Familieliv Hvidovre som et bredt tilbud vil ikke kun give ”afkast” i form af bedre liv for de mest udsatte børn. Det øger chancen for en god start for alle børn i Hvidovre og giver sammenhængskraft og stærke netværk, der gavner både familierne og lokalsamfundet.
Vi har derfor skruet Familieliv Hvidovre sammen, så alle reelt kan være med. Vi samarbejder med Hvidovre Hospital, der giver os besked, så snart familien er skrevet op til fødsel på hospitalet. Familierne bliver ringet op af en af vores sundhedsplejersker, som fortæller om tilbuddet, og sidenhen følger vi systematisk op på familiernes deltagelse, så vi bliver klogere på, hvad de er glade for, og hvad der kan være af barrierer for at deltage. Vi tilbyder tolkebistand, hvis der er brug for det, og sørger for at invitere nye familier, der er flyttet til Hvidovre. Og samtidig med alt dette har vi bevaret tilbuddet om sundhedspleje i hjemmet og vores tilbud til de mest sårbare familier.
Far er med
I november havde jeg den store fornøjelse at være med, da de første deltagere i Familieliv Hvidovre mødtes i kommunens børnesundhedshus til 5-års jubilæum for kurserne. De syv familier var de første ”forsøgskaniner” og fulgtes ad i et forløb, der i alt varede næsten to år – fra før fødslen til barnets 1-års dag. Sidenhen er familierne blevet ved med at mødes, og især fædrene har været aktive. De har sammen taget på legepladsen eller i skoven med børnene, og det er også dem, der f.eks. har stået for at samle alle til en årlig julefrokost.
Det er kendetegnende for Familieliv Hvidovre, at fædrene spiller en større rolle end i de traditionelle mødregrupper. Vi mener, at begge forældre er lige vigtige, og evalueringer viser, at mændene sætter pris på den faglige viden og faglige sparring med sundhedsplejersker og andre fagpersoner på kurserne. Kvinderne giver desuden udtryk for, at det betyder meget, at manden er med på kurset, bl.a. fordi han får en bedre forståelse for kvindens hverdag på barsel, og fordi hun ikke skal være ene-ekspert i alt omkring barnet. Når far er med, bliver det fælles ansvar i familien styrket. Det samme bliver trygheden og sikkerhedsnettet under barnet.
Tallene taler
Og så er der dét med evidens og effekt. Vi skal gøre det, der virker. Og jeg synes, at tallene fra vores spørgeskemaundersøgelse om Familieliv Hvidovre i 2018 taler for sig selv. Her viste svarene blandt andet at:
76 procent af deltagerne følte sig mere sikre i, hvordan de styrker den gode kontakt til deres barn.
68 procent mente, at forældrekurserne har bidraget til, at de føler sig mere sikre i forældrerollen.
65 procent følte sig bedre rustet til at kunne klare de udfordringer, der kan opstå i parforholdet, når man får børn.
59 procent følte sig mere sikre i, hvad de skal gøre, hvis barnet bliver sygt.
81,5 procent af alle mødre og 43 procent af alle fædre forventede at have kontakt med de andre forældre fra holdet efter kursusforløbet.
Ved mit møde med de første Familieliv Hvidovre-hold fornemmede jeg et godt fællesskab. Børnene legede – mindre søskende var med – og der var en synlig glæde ved at være sammen på tværs af familierne. Jeg glæder mig til at mødes med dem igen om to år, når børnene er startet i skole, og jeg tror på, at forældrene støttet af vores ”starthjælp” har givet dem et godt fundament for et liv med de op- og nedture, der følger med for os alle. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-03-side-28-29.pdf