
Venstre udebliver fra forhandlinger
tekst Mads Brandsen
Tirsdag skulle der have været forhandlinger om den kommende udligningsreform i Finansministeriet. Men det bliver uden Venstres delegation, der tæller politisk ordfører Sophie Løhde, kommunalordfører Anni Mathiesen,
Det slog partiets formand Jakob Ellemann-Jensen fast, da han mødte pressen på Christiansborg efter spørgetimen med statsministeren, hvor hun beklagede den mail om Socialdemokratiets planlagte spin-angreb på Venstre, som Jyllands-Posten kunne offentliggøre mandag.
– Vi er inviteret til forhandlinger i dag. Det kan jeg forsikre om, at vi ikke kommer til at deltage i, sagde han.
Adspurgt om hvad der skal til for at partiet vil deltage i forhandlingerne, svarede han, at der skal ske ”en udskiftning af personkredsen,” der deltager.
– Vi vil ind i forhandlingslokalet, men vi vil derind med nogen, vi har tillid til. Det bliver et forhandlingslokale, der kun består af politikere, fastslog han og kaldte Socialdemokratiets adfærd for ”uhørt.”
Hvad regeringen så i øvrigt skal gøre for at genoprette tilliden hos Venstre, afviste Jakob Ellemann-Jensen at svare klart på.
– Det er ikke mig, der skal svare på, hvordan tilliden skal reetableres. Det er regeringen.
Hvorfor forlader I ikke bare forhandlingerne?
– Man skal ikke bedrive politik i affekt. Det her er vigtigt. Det handler om at tilbyde en ordentlig velfærd i hele Danmark. Det handler om at sikre en bedre balance. Derfor skal Venstre være med, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen. mdbr@kl.dk