Et lille stykke plast kan ødelægge et helt læs haveaffald
tekst Mads Brandsen
Der findes ikke haveaffald, der er hundrede procent rent. Der vil altid være urenheder i det, og det er i sig selv et problem, når man vil forbrænde det.
Skulle der have sneget sig et stykke plast ind i haveaffaldet, betragtes det af Skattestyrelsen som blandet affald, som man skal sende på et affaldsforbrændingsanlæg, hvilket er så dyrt, at det faktisk kan betale sig at gennemgå haveaffaldet for urenhederne. Det skyldes, at Skattestyrelsen kræver, at man betaler fuld afgift af affaldet.
Men når man bruger halm til at fyre med, er det helt i orden, at det er bundet sammen med snore, der er lavet af nylon.
Det arbejder Dansk Fjernvarme på at få gjort op med.
– Vi må have indført en bagatelgrænse. For om det er et lille stykke plast i bioaffaldet eller en snor om noget halm burde være det samme. Hvis Miljøstyrelsen indfører en bagatelgrænse, vil Skattestyrelsen formentlig rette sig efter den, siger udviklingschef i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.
Ifølge Simon Skov, der er seniorrådgiver og forsker ved Københavns Universitet, kan man slet ikke undgå urenheder i haveaffaldet.
– Det drejer sig om nogle få promille. Det er ikke nul, og det bliver aldrig nul. Det skal tillades i en fart, og det er min klare hypotese, at det set fra et klimaperspektiv er ligegyldigt, at der er urenheder i haveaffaldet, siger Simon Skov.
Netop det går han snart i gang med et forskningsprojekt om. • mdbr@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-03-side-26.pdf