
LA-profil genopstiller ikke
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance og nuværende rådmand og formand for børneudvalget på Frederiksberg, 36-årige Laura Lindahl, genopstiller ikke til næste års kommunalvalg.
På sin Facebook-profil angiver Laura Lindahl personlige grunde til at sige farvel til kommunalpolitik.
– I sommer blev min mor alvorligt syg af kræft og det fik mig til at reflektere over mine prioriteter her i livet. Jeg vil ikke være en af dem, der ligger på dødslejet og fortryder, at jeg ikke brugte mere tid på min familie, fordi jeg arbejdede hele tiden. Og hvis jeg skal genvinde mit mandat på Frederiksberg, skal jeg i gang med at planlægge valgkamp, rekruttere frivillige, fundraise, udvælge mærkesager mv nu – det rimer ikke på tid med familien, skriver Laura Lindahl, der er gift og har to børn på henholdsvis fire og seks år.
Laura Lindahl sad i Folketinget fra 2015 til 2019, hvor hun ikke genvandt sit mandat.
Hun angiver også sidste års valgkamp til Folketinget som en årsag til, at hun vælger at trække sig fra kommunalpolitik fra 2021.
– Jeg føler, at jeg lige er kommet ud af en valgkamp. En valgkamp der på mange måder tog hårdt på mig. At skulle op på den hest igen allerede nu, er jeg ikke motiveret for, skriver hun.
Laura Lindahl understreger, at hendes beslutning ikke er et opgør med Liberal Alliances politik. Hun bevarer sit medlemskab af partiet, og hun bakker op om Alex Vanopslagh som leder. masp@kl.dk
##ContentBoxStart##256275##ContentBoxEnd##