Aktuelt
tekst Rudi Holm
Det skal summe i Vordingborg
Den yderst sjældne sporeblodbi og andre slægts- og artsfæller skal have et bedre liv i Vordingborg. Det har kommunen bestemt, og den vil nu være en såkaldt bivenlig kommune. Det sker i forlængelse af en henvendelse fra Dansk Biavlerforening, som opfordrer til at skabe flere arealer med vilde blomster. I en aftale forpligter Vordingborg Kommune sig til at udlægge en hektar med blomster, men kommunen har tænkt sig at være langt mere ambitiøs, oplyser den i en pressemeddelelse. Således vil der komme omkring 100 hektar med vilde blomster, blandt andet er planen at udlægge blomsterrige vejkanter på Møn. Projektet skal samtidig inspirere private og virksomheder til at gøre haver og grønne arealer til bedre spisekamre for bierne.
692
borgere flyttede til Guldborgsund Kommune fra 2014 til 2018. Hver femte tilflytter skulle have socialhjælp.
Unge med ondt i livet
Det er ikke altid lige let at være ung. Kærestesorger, problemer med forældrene eller knas i vennegruppen kan fylde meget, men nu er der råd at hente i den nye Borgerbutik i Næstved. Tilbuddet er fortrinsvist for unge, der kan komme ind fra gaden og få en snak om de ting, der gør ondt i livet. I butikken møder man medarbejdere, der har stor erfaring med at møde mennesker, som er i krise, som har psykiske problemer, eller som har trivselsproblemer. Intet er for småt til Borgerbutikken, og rådgivningen er helt anonym og uforpligtende. Det er Ungdomsskolen, der har indrettet Borgerbutikken, sådan at det er et rart sted at komme, og man føler sig godt tilpas i omgivelserne. frov
Rejsende i sygefravær
Et nyt rejsehold er klar til at hjælpe alle offentlige arbejdspladser med at forebygge og nedbringe sygefravær. Beskæftigelsesministeriet oplyser, at rejseholdet er et gratis tilbud til alle offentlige arbejdspladser som eksempel nævnes et plejehjem, der er udfordret af mange forflytninger af beboere. Samtidig kan de offentlige arbejdspladser gøre brug af hjemmesiden sygefravaer.dk. Her vil man få adgang til handlingspakker med redskaber til at forebygge og håndtere sygefravær samt hjælpe sygemeldte godt tilbage i jobbet.
Blå plastikfutter skrottes
Find badesandalerne frem og brug dem. Sådan lyder opfordringen i fremtiden til badegæsterne i Aarhus Kommunes svømmehaller, hvor man nu dropper blå engangsplastikfutter i miljøets navn. Sidste år blev der smidt 152.000 blå plastikfutter ud i aarhusianske svømmehaller efter kun at være blevet brugt en gang. Blå plastikfutter er ifølge rådmand for kultur og borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) et godt eksempel på engangsplastik, der godt kan undværes. Aarhus Kommune arbejder som mange andre kommuner på at blive mere klimavenlig og på at bakke op om FN’s 17 verdensmål.
Stop fodringen
Ænder og fasaner kan fremover risikere at skulle bruge flere kræfter på at blive mætte, i hvert fald hvis de befinder sig på Fyn eller øerne i nærheden. Samtlige fynske kommuner inklusive Langeland og Ærø har nemlig indgået et samarbejde for at gøre lodsejere og jægere opmærksomme på de problemer, som fodring af vildt i naturområder kan udgøre. Kommunerne oplever en øget tendens til ulovlig fodring med uoprettelig skade på naturen til følge. Ifølge kommunerne kan fodring med for eksempel korn eller brød ved en sø ikke alene være ulovligt, men også en dårlig idé, fordi det øger mængden af næringsstoffer i vandet med negative følger for det øvrige plante- og dyreliv. Derudover risikerer man, at fodringen kan tiltrække rotter, lyder det i oplysningskampagnen fra kommunerne.
Pileurt truer plantelivet
Bjørneklo og rynket rose har landets kommunale plantebekæmpere kæmpet en sej kamp med i flere år, men noget tyder på, at de snart bliver nødt til at føje endnu en invasiv planteart til deres udryddelsesprogram. Det drejer sig om den japanske pileurt, der ifølge Naturstyrelsen Nordsjælland er verdens værste invasive plante. Den er langt værre end rynket rose og bjørneklo, lyder det fra styrelsen, der sammen med Helsingør Kommune og 20 frivillige har afsluttet et års vellykket partnerskab i den såkaldte Pileurt-bande. Banden opfordrer til en nationalt prioriteret strategi mod den ekstremt invasive pileurt. Det, der gør bekæmpelse af pileurterne vanskelig, er, at rødderne spreder sig op til syv meter årligt, og at rødderne gror til to meters dybde. Uden kemisk bekæmpelse skal planterne graves op til to meters dybde, og inficeret jord skal bortskaffes.
Flere whistleblowere
Trods Britta-sagen og andre lidet flatterende svindelsager i en række statslige organisationer ligger Danmark sammen med New Zealand stadig helt i top som et af de mindst korrupte lande i verden på den årlige opgørelse fra Transparency International. Men ifølge formand for de offentlige chefer i DJØF, Hanne Fugl Eskjær, blinker advarselslamperne, og hun mener, der er grund til handling for at holde placeringen. Blandt andet bekymrer det hende, at Danmark for femte år i træk har faldende tal, når Transparency International opgør graden af korruption og svindel. Hanne Fugl Eskjær opfordrer derfor regeringen til hurtigt at få implementeret et nyt EU-direktiv, der pålægger medlemslandene til at indføre whistleblowerordninger for arbejdsgivere med mere end 50 ansatte.
Snus forbudt
Flere og flere kommuner indfører rygeforbud for sine ansatte. Senest i rækken er Hørsholm Kommune, der som røgfri nummer 42 topper forbudslisten ved også at forbyde medarbejderne at bruge snus og e-cigaretter. Initiativet er blevet mødt med blandede følelser blandt de ansatte, oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Med indførelsen af de nye regler tilbyder kommunen rygestopkurser til de medarbejdere, der ønsker at stoppe helt med at ryge. Om der også er et tilbud til snuserne, melder historien intet om.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-4-side-30-31.pdf