Penge er ikke alt

Det koster tusindvis af kroner at være spidskandidat ved et kommunalvalg. De penge må op af kandidaternes egen lomme, hvis ikke der er en stor og stærk lokalforening i kommunen. Det fortæller tre KV21-kandidater. Penge er dog ikke alt i valgkampen, siger kommunalforsker.

tekst Jon Kirketerp Jørgensen

Når de sidste roser og rundstykker er uddelt i november næste år, og krydserne er sat på stemmesedlerne, vil kommunalvalgskandidaterne have brugt millioner af kroner på at føre valgkamp. Ikke blot donationer, partistøtte og andre bidrag, men også kandidaternes egne penge vil være brugt på valgaviser, plakater og radiospots.

I en ny undersøgelse foretaget af Nyhedsmagasinet Danske Kommuner blandt de nuværende byrådsmedlemmer tegner der sig et billede af, at langt de fleste kandidater ikke hiver store bunker tusindkronesedler op af pengepungen. Omkring 60 procent af byrådsmedlemmer svarer, at de bruger under 5.000 kroner, og kun en lille håndfuld af respondenterne gør et relativt stort indhug i opsparingen for at finansiere deres valgkamp. 

Bruger 200.000 kroner

En af dem er Martin Skou Heidemann, der er Venstres spidskandidat i Gladsaxe. Han stillede op til kommunalvalget for første gang i 2017 som nummer fire på Venstres liste. Til næste år er han spidskandidat for partiet, og det kommer til at koste ham et ganske stort beløb at føre valgkamp.

– Jeg synes, at lokalpolitik er sindssygt sjovt og sindssygt vigtigt. Vi har ikke en stor lokalforening eller mange økonomiske støtter i Venstre i Gladsaxe. Til gengæld har vi nogle dygtige folk, som gør sig umage i det politiske arbejde, så derfor vil jeg også gerne gøre mig umage og gøre det ordentligt, siger Martin Skou Heidemann.

Han regner med at støtte den lokale vælgerforening med et beløb og selv bruge penge på en række valgkampsremedier. I alt kommer det til at løbe op i omkring 200.000 kroner, anslår han.

##ContentBoxStart##260685##ContentBoxEnd##

– Min kone synes ikke, at det er så fornuftigt, men vi er blevet enige om, at jeg kan bruge det beløb på valgkampen. Det er mange penge, men nu har jeg fået chancen som spidskandidat, og så vil jeg gerne gøre, hvad jeg kan for at hjælpe, siger Martin Skou Heidemann.

Han er ingeniør og har grundlagt byggevirksomheden Skou Gruppen. Han ejer stadig det meste af virksomheden, og det er derfra, at pengene til valgkampen kommer.

– Jeg startede den som selvstændig og var på spanden uden en krone på lommen de første år. Men især de sidste fem-seks år er det gået rigtig godt i firmaet, så nu har jeg sparet nogle penge op, som jeg kan bruge på at føre valgkamp og hjælpe vælgerforeningen, siger Martin Skou Heidemann.

Pengene skal gå til valgplakater, en valgavis med ham i fokus, foldere og arbejdskraft. Han tager selv tjansen som kampagneleder.

– Jeg stillede op første gang i 2017, og der var jeg usikker på mange ting og var nødt til at spørge folk til råds. Denne gange er jeg blevet lidt klogere og er mere sikker på, hvordan man skal føre valgkampagne. Og så er jeg blevet meget klogere på, hvordan kommunen fungerer, siger han.

Opmærksomhed om lokalpolitik

Han peger også på et lidt større formål end bare den forestående valgkamp. Han mener, at der i Gladsaxe Kommune er meget lidt opmærksomhed omkring lokalpolitik. Det betyder, at partierne har svært ved at tiltrække medlemmer og finde kandidater, mener han.

– Det håber jeg da, at jeg kan være med til at ændre på. Måske ser nogen på min kampagne og tænker, at de vil være med. Andre ser den måske og bliver lidt provokerede og vil arbejde for, at jeg får mindre indflydelse. Men uanset, om det er det ene eller det andet der sker, så håber jeg, at det kan være med til at aktivere nogle flere folk, siger Martin Skou Heidemann.

Lægger en fjerdedel til side

I Ringsted Kommune er Finn Andersen i gang med at hælde diesel på sin traktor, da Nyhedsmagasinet Danske Kommuner fanger ham på telefonen. Han skal ud i skoven for at sanke brænde til sig selv og lidt, som han sælger videre.

Finn Andersen er pensioneret folkeskolelærer, valgt for de Konservative og nu medlem af Kristendemokraterne. Han stiller op som spidskandidat til valget i november. Han har igennem de sidste fire år i byrådet lagt en fjerdedel af sit vederlag efter skat til side i sin egen private valgfond. Derfor har han, når valgkampen begynder, 75.000 kroner, som han vil bruge på kampagnen.

– Det er da mange penge for en pensionist. Men jeg skal have valgplakater, annoncer i avisen, købe noget merchandise, som jeg kan dele ud. For eksempel balloner til børn, der kommer forbi med deres forældre. Det er ikke, fordi at partiet forventer, at jeg bruger de penge, men hele Sjællandskredsen har 15.000 kroner til valgkampen, så der er ikke mange penge at gøre godt med. Og jeg regner ikke med at få noget fra den kasse, siger Finn Andersen. 

##ContentBoxStart##260687##ContentBoxEnd##

Enmandshær

Kristendemokraterne er slet ikke repræsenteret på Sjælland udover altså i Ringsted Kommune. Det betyder også, at Finn Andersen hverken har et bagland i form af en lokalforening med en bestyrelse eller medkandidater på listen.

Det betyder også, at han ikke lige kan regne med, at partiet hjælper med at sætte valgplakater op.

Men det har Finn Andersen en anden løsning på.

– Jeg har en god stor vennekreds, som hjælper mig. Jeg inviterer på morgenkaffe og rundstykker den dag, hvor vi må sætte valgplakater op, og så kører vi ud i hold af to og sætter 3-400 plakater op i alt. Det bruger vi en halv arbejdsdag på, og så jeg kører jeg selv rundt senere og sætter omkring 100 plakater op rundt omkring i kommunen, siger Finn Andersen.

Han har desuden en frivillig pressechef, der sørger for, at der er aktivitet på hans konti på Facebook og Instagram, ligesom han sørger for, at Finn Andersens hjemmeside er opdateret, og at der bliver svaret på henvendelser fra vælgerne. 

Uhyggeligt dyrt

I Hjørring Kommune skal den konservative spidskandidat Per Møller forsøge at vippe Arne Boelt (S) af pinden. Den opgave, anerkender han, er ret svær, men han kommer til at gøre forsøget. Hans valgkamp, estimerer han, kommer til at koste en kvart million kroner. Omkring 100.000 af dem vil komme fra hans egen lomme.

##ContentBoxStart##260686##ContentBoxEnd##

– Det er uhyggeligt dyrt at være spidskandidat. Jeg har ikke en fagbevægelse, en landbrugsorganisation eller en stor vælgerforening i ryggen, så jeg skal have fat i donationer for at dække nogle af udgifterne. Resten af pengene må jeg selv finde, hvis jeg vil være med på det her niveau, siger Per Møller og fortsætter:

– Det er mange penge, og det er ikke penge, vi lige har liggende. Jeg er en sindig jyde, så jeg har sparet noget af mit vederlag og min personlige indkomst op siden sidste valg, og så har vi en aftale herhjemme om, at de penge må jeg gerne bruge. Så må efterårsferien næste år blive en lidt skrabet version.

Hjørring er landets tiendestørste kommune målt på areal, så der skal en del valgplakater til for at dække hele kommunen. Lidt over 1.000 i alt regner Per Møller med. De kommer dog ikke til at gøre det store indhug i valgfonden, for han har tænkt sig at genbruge plakaterne fra forrige valg.

– Min kone siger, at jeg ligner mig selv, så jeg kan godt genbruge plakaterne. Dem vil jeg så have brugt ved kommunalvalget i 2017, folketingsvalget i 2019 og så til sidst ved valget næste år, siger han.

Til gengæld skal han bruge penge på annoncer i lokale medier, flyers, reklamer i den lokale biograf, radioreklamer og store bannere, der skal hænge på gavle rundt omkring i kommunen. Chefen for hele kampagnen bliver formentlig et medlem af Konservativ Ungdom, der efter sommerferien bliver ansat som studentermedhjælper i valgkampagnen. 

Skylder at geninvestere

Ved valget i 2017 fik Socialdemokratiet med Arne Boelt i spidsen 15 ud af 31 mandater. Konservative derimod blev blot tredjestørste parti. Så man kan måske spørge, om det overhovedet kan betale sig for Per Møller at bruge 100.000 kroner på en valgkamp, hvor han vil få svært ved at stryge helt til tops.

– Det synes jeg godt, at det kan. Jeg skylder mine borgerlige vælgere at gøre mit bedste hver dag og at geninvestere mit vederlag som 1. viceborgmester og udvalgsformand. Der er ikke nogen, der har sagt, at jeg skal bruge de penge, men hvis man vil gøre en forskel for sit lokalsamfund og oven i købet får nogle penge fra lokalsamfundet, mens man gør det, så er det ret og rimeligt at geninvestere dem, siger Per Møller.

Valgkamp virker

Fælles for de tre spidskandidater er, at de bruger deres kampagnepenge på at købe vælgernes opmærksomhed. Det koster penge, og penge er der i det hele taget brug for, når man fører valgkamp, forklarer kommunalforsker Roger Buch. 

– Det er godt at have penge, og det er en fordel. Men det betyder ikke alt. Kigger du på folketingsvalg, så kan man se, at hvis penge afgjorde alt, så ville blå blok vinde hver gang. Men det gør de ikke. Pengene kan bruges til at lave aktiviteter, få flere annoncer i lokalaviserne, flere valgplakater og så videre. Så man kan fange folks opmærksomhed, siger Roger Buch, der i midten af halvfemserne undersøgte valgkampes effekt i sin ph.d.-afhandling. Men det er ikke lige meget, hvad kandidaterne gør med vælgernes opmærksomhed, når de først har købt sig til den.

##ContentBoxStart##260688##ContentBoxEnd##

– Den skal forvaltes på den gode måde, ellers bliver pengene devalueret. Hvis man slår på de forkerte budskaber i forhold til vælgernes dagsorden eller i det hele taget ikke er på bølgelængde med sine vælgere, så hjælper alverdens annoncer og reklamer ikke, siger Roger Buch. 

Bageren fra Nørre Nebel

De tre spidskandidater forklarer alle, at de mener, at de har en god fornemmelse for, hvad der virker. At de kender deres vælgere. Og det er mindst lige så vigtigt som penge, forklarer Roger Buch.

– Vi ved fra forskningen, at valgkampagne overordnet set virker, og vi ved en smule om, hvilke værktøjer der virker. Men kandidaternes egen fornemmelse er lige så gyldig som statistiske analyser. Det kan være forskelligt fra kommune til kommune, hvad der virker. I Vestjylland kan det for eksempel virke kontraproduktivt at føre sig for meget frem. Man falder lidt uden for den lokale norm, hvis man har for mange annoncer og radioreklamer.

Helt tilbage ved kommunalvalget i 1993 var Roger Buch med til at undersøge, hvordan det gik forskellige kandidater. Og her hiver han bageren fra Nørre Nebel frem som eksempel.

– Han førte sig virkelig frem med store armbevægelser. Han havde relativt mange valgannoncer, han brugte sin sølvbryllupsfejring til at profilere sig i valgkampen. Og på vælgermøderne, hvor der sad syv mænd og måske en kvinde ved siden af hinanden og på skift læste op af det manus, de havde skrevet ved køkkenbordet aftenen før, der stillede han sig op og talte frit fra leveren. Det faldt helt uden for normen i Blaabjerg Kommune, som det hed dengang. Og det gik ham ilde, fortæller Roger Buch.

Bageren fra Nørre Nebel var opstillet ret langt nede på listen, og da valget var overstået, var han røget endnu længere ned ad listen. På trods af at han havde gjort et ihærdigt forsøg på at blive valgt.

– Det er selvfølgelig lang tid siden, men jeg mener stadig, at man skal have respekt og forståelse for kulturen og normerne i den kommune, man stiller op i. Ellers hjælper pengene ikke, siger Roger Buch. • jki@kl.dk