
Ungepanel skal hjælpe Brøndby i kampen mod corona
tekst Mads Brandsen
Med 227 smittede den sidste uge indtager Brøndby en 15. plads på listen over kommuner med flest smittede, som Statens Serum Institut offentliggjorde mandag.
Mange af dem er unge, og det har fået kommunen til at invitere seks unge brøndbyborgere mellem 15 og 20 år til at være med i et nyt ungepanel, der skal rådgive kommunen om, hvordan den bedst kommunikerer til den unge målgruppe.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
– Smittetallene er for høje i Brøndby, ikke mindst blandt jer unge. Vi har lavet mange tiltag de sidste mange måneder. Men hvis I har ideer til, hvordan vi får de unge til at lytte og i endnu højere grad tage retningslinjerne alvorligt, så er jeg som borgmester meget interesseret i at høre om det, sagde borgmester Kent Max Magelund (S), da han for første gang mødtes med ungepanelet forleden. Virtuelt, naturligvis.
De unge berettede blandt andet om, hvordan de har oplevet den seneste tids restriktioner, og hvilke medier der kan nå de unge – og ikke mindst hvordan budskaberne skal vinkles. De var enige om, at løftede pegefingre ikke dur, men at der skal være humor og ironi i kommunikationen fra kommunen, hvis den skal ramme dem.
Borgmesteren var godt tilfreds med mødet.
– Det var et rigtig godt møde med nogle engagerede unge mennesker, og jeg fik nogle konstruktive input, som jeg tager med videre i vores arbejde i kriseledelsen. Der er ingen tvivl om, at corona er særligt hårdt for et ungdomsliv, hvor det sociale spiller så stor en rolle. Men det var imponerende samtidig at høre, at de unge er meget ansvarlige – det fylder virkelig hos dem, at de ikke må være den, der smitter en bedsteforældre eller resten af klassen, siger han.
Panelet med de seks unge vil løbende blive inviteret til at komme med input til kommunen. mdbr@kl.dk