
HK kræver fokus på kompetencer og mere fleksibilitet
tekst Mads Brandsen
Kompetencefonden skal videreudvikles, den lokale løndannelse skal styrkes, og der skal være mere fleksibilitet i arbejdslivet. Og nå ja, lønstigninger.
Sådan lyder listen over de såkaldte specielle krav, som de 34.000 medlemmer i HK Kommunal har til årets overenskomstforhandlinger. De blev præsenteret mandag af formand Lene Roed på et virtuelt møde med KL.
De blev modtaget med forsigtig optimisme, fortæller Lene Roed til HK.dk.
– Jeg fornemmer, at vores modparter i KL ser en interesse i, at der også fremover er fokus på HK’ernes kompetenceudvikling. Vi ser gerne, at tilskuddene til uddannelse bliver forhøjet, og at der sikres muligheder for at udvikle særlige indsatser, siger Lene Roed.
HK’erne ønsker også sig bedre muligheder for at indgå fleksible, lokale arbejdstidsaftaler, ligesom organisationen ønsker højere pensionsbidrag i en fritvalgsordning.
HK og KL mødes til videre overenskomstforhandlinger 22. januar. mdbr@kl.dk