Efter første politiske møde: Den økonomiske ramme skiller parterne
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Det var et godt møde i en god tone, lød det fra både KL's chefforhandler, Michael Ziegler (K), og Forhandlingsfællesskabets (FF) ditto, Mona Striib, i dag fredag, da de deltog i et virtuelt pressemøde efter de første politiske forhandlinger om en fornyelse af den generelle overenskomst for omkring 500.000 kommunalt ansatte.
Stemningen til trods er der dog knaster, der skiller parterne. Blandt andet størrelsen på den overordnede økonomiske ramme, som kan fordeles til lønstigninger og særlige prioriteter.
– Det er der ikke noget usædvanligt i. Det er jo det, som forhandlinger drejer sig om. At vi mødes og nærmer os hinanden. Vi har begge en interesse i at fastholde en offentlig sektor, der anerkender medarbejdernes indsats, siger Mona Striib, formand for FF, der består af 51 faglige organisationer, hvor SOSU'er, lærere og pædagoger er blandt de største grupper.
– VI har haft et godt møde i en god tone med god stemning. Mødet i dag havde karakter af et sættemøde, hvor vi kridter banen op. Sammenligner man vores kravsbreve, så er de ikke identiske. Og sådan skal det også være på dette tidspunkt. Ellers kunne vi jo bare have skrevet under på en aftale med det samme, siger Michael Ziegler, der repræsenterer KL og dermed de 98 kommunale arbejdsgivere i forhandlingerne.
Forhandlingerne mellem KL og FF skal bruges til at blive enige om den samlede økonomiske ramme for forhandlingerne. Altså hvor mange penge der kan bruges på lønstigninger til de kommunalt ansatte. På forhånd havde KL bebudet, at den økonomiske ramme nødvendigvis må blive til den stramme side på grund af coronasituationen og den følgende usikkerhed om udviklingen i dansk økonomi.
Modsat havde FF op til det første politiske møde understreget, at nok er der usikkerhed om dansk økonomi på grund af coronapandemien, men en aftale om en fornyelse af overenskomsten kræver en ordentlig økonomisk ramme. Og i FF's øjne er en ordentlig økonomisk ramme lig med, at reallønnen stiger i den treårige periode, som aftalen forventes at gælde for. Og at lønnen for de kommunalt ansatte desuden ikke halter efter den private lønudvikling.
Den uenighed består efter det politiske møde, hvor Mona Striib igen understreger, at FF forventer, at reallønnen vil stige i den kommende treårsperiode.
Michael Ziegler derimod taler om at lave en ansvarlig aftale.
– Det er meget tidligt at afkræve svar på, om reallønnen stiger i de tre år. Vi er optaget af, at aftalen skal være samfundsansvarlig og robust i forhold til, hvordan økonomien udvikler sig. Kunsten er at ramme det punkt, hvor det er attraktivt at arbejde i kommunerne, men hvor lønnen ikke stiger mere end på det private arbejdsmarked. Og lige nu er vi i en tid præget af meget usikkerhed. Man kan måske synes, at tallene ser okay ud lige nu, men der er meget usikkerhed om udviklingen de næste tre år. Det skal aftalen kunne håndtere, siger Michael Ziegler.
Seniorløn eller -frihed
Et andet punkt, som parterne er tvunget til at drøfte, er de såkaldte seniorfridage, der giver ældre medarbejdere et antal fridage. Det var på tapetet under forhandlingerne for tre år siden, men blev sparket til hjørne med et fælles løfte om at drøfte det igen i disse forhandlinger.
KL vil til gengæld gerne pille ved ordningen, så den får større effekt. Her er synspunktet, at seniordagene på den ene side trækker hænder ud af arbejdsmarkedet, da folk jo holder fri. Til gengæld skal de så gerne blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet. På den måde skal ordningen give et positivt afkast i form af flere hænder på det kommunale arbejdsmarked. Men det gør den ikke i høj nok grad, mener KL.
– Vores holdning er, at effekten ikke er kraftig nok. Så vi vil gerne se på, hvordan man kan lave flere individuelle løsninger, fordi seniorer er lige så forskellige som alle andre. Så vi vil målrette den ordning, så det har en større virkning. For seniordagene kunne udgangspunktet være udbetaling i form af enten løn eller pensionsindbetalinger, siger Michael Ziegler.
Den løsning er om ikke uspiselig for FF så i hvert fald meget lidt attraktiv, forklarer Mona Striib.
– Vi har ikke appetit til at veksle seniorfridage til udbetaling. Det er et spørgsmål om, at man har behov for flere pusterum, når man er i seniorårene. Så udgangspunktet er, at frihed er væsentligt i den her sammenhæng, siger Mona Striib.
Hun og FF peger i stedet på, at man kan fastholde seniorer på arbejdsmarkedet ved at kigge på arbejdsmiljø og sammenhængen mellem ressourcer og opgaver i kernevelfærden.
– Så vi har nok nogle lidt kraftige nuanceforskelle på det område, siger Mona Striib.
De politiske forhandlinger fortsætter efter nytår. Målsætningen er at nå frem til en aftale i midten af februar. jki@kl.dk