
Millioner til oplevelser for socialt udsatte og ældre
tekst Mads Brandsen
Socialt udsatte og ældre, der har døjet med isolation og ensomhed under coronakrisen får en hjælpende hånd med næste års finanslov.
Kommunerne får nemlig i alt 250 millioner kroner til at give de udsatte og ældre bedre adgang til oplevelser i 2021. Det har regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet besluttet.
– Formålet er at iværksætte aktiviteter i oplevelsesindustrien målrettet udsatte og sårbare borgere, herunder mennesker med handicap, på social- og ældreområdet og samtidig understøtte omsætning og beskæftigelse hos virksomheder og aktører i oplevelsesindustrien, som typisk har oplevet omsætningsnedgang som følge af COVID-19, skriver partierne i aftaleteksten.
Det bliver op til kommunerne at fordele pengene. KL vil have en dialog med aftalepartierne om fordelingen, fremgår det af teksten. mdbr@kl.dk