
1.000 flere ansatte skal forbedre ældreplejen
tekst Mads Brandsen
Regeringen og dens støttepartier har lørdag præsenteret en ny velfærdsaftale, som skal sikre 1.000 flere medarbejdere på landets ældrecentre.
Til det har partierne fundet 425 millioner kroner næste år og 450 millioner kroner i 2022 og 2023, mens beløbet stiger til 500 millioner kroner i 2024. Derefter overgår pengene til bloktilskuddet, oplyser Finansministeriet.
Midlerne udmøntes via en pulje, som giver adgang til finansiering svarende til én varig ansættelse i ældreplejen pr. ufaglært ansat i ældreplejen, der sendes i uddannelse.
Aftalen er en del af finansloven, der endnu ikke er faldet på plads. Det er særligt Enhedslisten, der har krævet et løft af ældreplejen som led i finanslovsforhandlingerne.
– Det har været en kæmpe hjertesag for Enhedslisten, og den aftale leverer også samtidig det første reelle løft i vores ældrepleje i hvert fald i et årti, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) på et pressemøde i Finansministeriet.
Hos fagforbundet FOA, der organiserer medarbejderne på ældreområdet, glæder formand Mona Striib sig over aftalen.
– Vi ser med forliget en villighed til ikke bare at lappe og vedligeholde, men faktisk at genoprette velfærden i Danmark. Velfærdsaftalen under Finansloven 2021 er et reelt kvalitetsløft og endnu en bevægelse i den retning, der blev sat med finansloven sidste år, siger hun i en pressemeddelelse.
Helt så imponeret er Nis Peter Nissen, direktør for Alzheimerforeningen mildt sagt ikke.
– Det er et meget lille museskridt, og den fremdrift, man kan se på området, er snarere at betegne som sneglefart, siger han til TV 2.
På pressemødet i Finansministeriet anerkendte finansminister Nicolai Wammen (S) da også, at 1.000 medarbejdere ikke er mange i den enkelte kommune.
- Vi bilder os ikke ind, at vi med den her aftale kan løse alle problemer. Men vi håber, at det kan gøre en vigtig forskel, siger han.
Det er særligt TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, der har sat forholdene i ældreplejen til debat.
Pengene til at løfte ældreplejen kommer ifølge Nicolai Wammen fra det økonomiske råderum. mdbr@kl.dk