
Bekymret borgmester: Smittede forældre sender børnene i skole
tekst Mads Brandsen
Tallene taler for sig selv.
En incidens på 640,4 – svarende til 149 smittede borgere den sidste uge – bringer Solrød syd for København op på en tredjeplads på listen over kommuner, der er hårdest ramt af coronasmitte. Det viser de daglige tal fra Statens Serum Institut.
Det er i sig selv bekymrende, men det, der særligt vækker bekymring hos borgmester Niels Hörup (V) er, at smitten er udbredt over alt i samfundet.
– Vi er gået fra at have en skole, hvor der var smitteudbrud til, at det nu er brede og lange smittekæder, der er i hele samfundet. Unge er smittede, og deres forældre er smittede, fortæller Niels Hörup og fortsætter:
– Jeg hører om forældre, der ikke lader deres børn teste. Og forældre, der er smittede, men som alligevel sender børnene i skole. Det tyder på, at forældrene smitter børnene. Når man på den måde ignorerer retningslinjerne, er det jo klart, at smitten stiger.
Skolerne i Solrød har kontaktet alle forældrene. Det er først og fremmest dem, der skal stramme op, mener Niels Hörup.
– De har et ansvar. De er rollemodeller. De er nødt til at skære igennem. I sidste ende handler det om at sikre, at vi har nok behandlingskapacitet på sygehusene, siger Niels Hörup,
Kun to kommuner i landet har mere coronasmitte end Solrød. Det er i Ishøj og Herlev. mdnr@kl.dk