
Endnu en udskiftning hos Alternativet på Bornholm: Afløser er blevet socialdemokrat
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Alternativet skal finde en afløser til deres eneste kommunale mandat på Bornholm.
Lars Randorff Nørgaard kan nemlig ikke få kabalen med arbejde, engagement i foreningslivet og kommunalpolitisk sarbejde til at gå op. Det skriver han i en pressemeddelelse ifølge TV 2/Bornholm.
– Med fuldtidsjob, to bestyrelsesposter og aktiv på flere kulturområder, så har jeg kunne mærke en langsom stigende kurve af frustration over, at jeg ikke kunne levere varen, i de forskellige funktioner jeg var i, skriver han.
På sin Facebook-side uddyber han, at han har oplevet, at det var svært at lave grundlæggende ændringer i det politiske arbejde.
– Det har været lærerigt og dejligt at få indsigt i den måde, man laver politik på i Danmark. Jeg havde ikke det,der skulle til, hvis jeg/man VIRKELIG skulle rykke noget ved selve strukturen, men ingen bitre udgydelser over det, skriver han.
Lars Randorff Nørgaard overtog pladsen i byrådet, efter den daværende viceborgmester Anne Thomas valgte at forlade kommunalpolitik sidste sommer. Hun havde nemlig fået job som leder af Center for Regional- og Turismeforskning i Nexø.
Det nu afgående kommunalbestyrelsesmedlem var opstillet i 2017, men blev altså ikke valgt ind. Det betød, at han begyndte at prioritere sin tid anderledes.
– Da jeg så ikke kom i kommunalbestyrelsen efter KV17, engagerede jeg mig i andre områder, så jeg tøvende med takke ja til posten som Anne Thomas efterlod i 2019, for jeg var et helt andet sted i mit liv end i 2017, skriver han pressemeddelelsen.
Socialdemokrat først i køen
Den næste på suppleantlisten, og som ifølge TV 2/Bornholm har takket ja til pladsen, er Rebecca Douglas Elleby. Hun er dog siden valget blevet socialdemokrat. Det er dog ikke en forhindring for at overtage pladsen fra Lars Randorff Nørgaard, forklarer hun.
– Jeg kan sagtens få lov til at arbejde videre med nogle af mine mærkesager, jeg gik til valg på den gang, i Socialdemokratiet, siger hun.
Skfitet betyder samtidig, at Alternativet ikke længere er repræsenteret i kommunalbestyrelsen på Bornholm. jki@kl.dk