
Slagelse køber tidligere storebæltsfærge: Skal være museum
tekst Mads Brandsen
For cirka 10 millioner kroner har Slagelse Kommune købt den tidligere storebæltsfærge M/F Broen.
Mandag ankom den til Korsør, og allerede næste år er det ambitionen, at den skal være vartegn for den gamle færgehavn i Halsskov. Samtidig skal den bruges til et nyt søfartsmuseum og aktivitetscenter for vandsport.
M/F Broen blev bygget i 1951 og fragtede passagerer mellem Halsskov og Knudshoved. En overgang hed den ’Kalundborg’, da den sejlede mellem Kalundborg, Samsø og Aarhus. Og senest har den fungeret som diskotek i Aarhus under navnet Broen og senere Spektrum.
Det blev for år tilbage forsøgt at få skibet til Nyborg som museum og kulturhus, men det faldt til jorden på grund af stridigheder om både placering og finansiering. mdbr@kl.dk