
Køge ansætter ny teknik- og miljødirektør
tekst Mads Brandsen
Fremover bliver det Stig Werner Isaksen, der som ny teknik- og miljødirektør skal stå i spidsen for Køges fortsatte udvikling.
Det har Køge Byråd nikket til, og Stig Werner Isaksen tiltræder 5. oktober. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Stig Werner Isaksen er 53 år og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Han kommer fra en stilling som direktør for kultur, miljø, erhverv, plan og teknik i Aabenraa Kommune. Før det var han vicedirektør i Kolding Kommune.
Han glæder sig til de nye udfordringer.
– Køge Kommune er inde i en enormt spændende udvikling. Det handler både om de store prestigeprojekter som for eksempel udviklingen af hele Køge Nord-området og kommunens byer og landsbyer. Og så handler det om, hvordan vi er på forkant, og planlægger vores kommune, så vi er klar til at mange nye borgere vil flytte ind over kommunegrænsen i årene der kommer, siger han. mdbr@kl.dk