Aktuelt
tekst Frederikke Stoustrup
Lommeaskebægere delt ud til rygere
Som en del af Københavns Kommunes kampagne for at gøre byen renere og grønnere vil kommunens nye ”godtvejrspatrulje” nu begynde at dele lommeaskebægere ud til byens rygere for at mindske antallet af cigaretskod i gadebilledet. Hele 87 ud af 100 stykker affald, der samles op i København, er cigaretskod. Derfor har Københavns Kommune brugt 80.000 kroner på godtvejrspatruljen og dens udbredelse af budskabet til borgerne om at rydde op efter dem selv. Ifølge teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er de penge godt givet ud, da arbejdet med at samle skod op er meget ressourcetungt. Jakob Næsager (K) stiller sig dog mere kritisk over for indkøbet af lommeaskebægere, og han mener, at det vidner om, at kommunen har for mange penge.
65%
af forældre synes, at der er trafikkaos på vejene omkring deres barns skole. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden.
Slamsugere på overarbejde i Odsherred
COVID-19 og nedlukningen har været udfordrende for vand- og spildevandsselskabet Odsherred Forsyning, da landets sommerhusejeres flugt fra byerne har betydet dobbelt så mange udrykninger for at tømme septiktanke i sommerhuse. Odsherred er Danmarks største sommerhuskommune, og frem til 1. juni i år modtog Odsherred Forsyning cirka 1.700 ekstra bestillinger af tømninger, hvilket har skærpet kommunens fokus på behovet for mere kloakering. 4.000 af Odsherred Kommunes 24.000 sommerhuse er allerede tilkoblet et fælles kloaknet, og 800 mere er undervejs. For at mindske forurening af naturen prioriterer kommunen de mest sårbare områder ud fra en miljømæssig betragtning.
To søer fik forbyttet navne
Der er tilsyneladende sket en fejl ved den nylige navngivning af Vejgård Sø og Flænge Sø, som er to af de tre Lynghøjsøer i Svogerslev. Borgere i området undrer sig over, at den sø, som har fået navnet Vejgård Sø, ligger på det areal, der engang hed Flængmarken, og omvendt ligger den nye Flænge Sø på det areal, hvor Vejgården engang lå. Det er Roskilde Kommune, som på baggrund af historiske kort og stednavnebetegnelser indstiller nye stednavne til Stednavneudvalget, og det er højst sandsynligt tydningen af de gamle kort, der er gået galt og har resulteret i forbytningen, siger kommunikationskonsulent ved Roskilde Kommune, Lars Elmsted, til Sjællandske.
Aalborgs egen frøblanding sikrer større biodiversitet
Aalborg Kommune har stort fokus på biodiversitet og arbejder målrettet for at give plads til en mere mangfoldig natur. Kommunen har som en del af strategien Rig Natur udviklet Aalborg Blandingen, som er en frøblanding specielt sammensat til at fremme biodiversiteten og den unikke danske natur. Kommunen har også en biodiversitetskoordinator, der understøtter og vejleder ved projekter i både store naturområder, mindre kommunale arealer og private områder. Et af målene med strategien er at gøre det lettere at passe store naturarealer. Den vilde danske natur kan nemlig både hjælpe med at sikre en større biodiversitet samtidigt med, at den kræver mindre vedligeholdelse.
Dragør er den mest populære kommune for boligsøgende
Dragør ligger helt i toppen, når man kigger på antal søgninger på danske boligportaler. En ny analyse foretaget af Voreslejebolig.dk af 200.000 søgninger fra 2019 viser, at Dragør Kommune ligger på førstepladsen, når man regulerer for forskelle i kommunernes befolkningstal. Faktisk ligger Dragør næsten tre gange højere end indeksets andenplads, Tårnby. Dragør, Tårnby og Frederiksberg er de tre mest populære kommuner for boligsøgende, når der reguleres for befolkningstal. Blandt regionerne er det Region Hovedstaden, som topper indekset, men Københavns Kommune er først at finde på en 34. plads. Omvendt viser analysen også, at de tre mindst populære kommuner for boligsøgende, Morsø, Thisted og Jammerbugt, der alle ligger i Region Nordjylland.
Ny app skal visualisere effekten af meget regn
Odense Kommune lancerer i samarbejde med VandCenter Syd appen ”Klimaklar”, der skal vise, hvor høj vandstanden i forskellige dele af Odense vil være, når der falder store mængder regn. Klimaforandringer betyder, at vi kan forvente flere og kraftigere regnskyl i fremtiden, og ved hjælp af Klimaklars AR-teknologi kan både kommune og borgere få et billede af, hvor regnvandet vil samle sig, hvilket giver bedre mulighed for at planlægge regnvandsløsninger og forebygge skader. Appen skal også være et nyttigt værktøj for kommunen i dens formidling af klimatilpasningsprojekter, og den er udviklet som en del af Odense Kommune og VandCenter Syds projekt ”Odense-Modellen – Klimatilpasning i Odense”, som er støttet med EU-midler.
Muligt CO2-lager ud for Hanstholm
I Thisted Kommune er der en plan om at lave et CO2-lager ud for Hanstholm Havn. Et område af havbunden ud for havnen på cirka 600 kvadratkilometer, også kaldet ”Hanstholm-strukturen”, har en særlig geologisk struktur, der muligvis kan udnyttes til et CO2-lager. Kommunens udvalg for klima, miljø og teknik har derfor anbefalet, at kommunen støtter et 4-årigt forprojekt, der skal undersøge havbunden yderligere og supplere den allerede eksisterende viden med opdaterede geologiske data. Forprojektet forventes at blive primært finansieret gennem EU’s støtteprogram Horizon 2020, men udvalget for klima, miljø og teknik understreger, at kommunen også bør meddele sin opbakning til forprojektet, som kan hjælpe med at realisere regeringens mål om at mindske Danmarks udledning af CO2.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-14-side-36-37.pdf