
Favrskov laver ny aftale med konsulenter
tekst Mads Brandsen
Efter at det sidste år kom frem, at flere kommuner har honoreret konsulentvirksomheder på resultatbasis i sociale sager, har kommunerne måttet se på metoden på ny, da den kan skabe inhabilitet. Det gælder også Favrskov, der nu lønner sine konsulenter med udgangspunkt i den tid, de anvender.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Tilbage i december stillede Ankestyrelsen en række yderligere spørgsmål på baggrund af kommunens første svar. Både en generel udtalelse fra styrelsen i juni og nogle supplerende spørgsmål i juli er blevet gransket nærmere, og der kan ifølge kommunen opstå tvivl om, hvorvidt kommunens aftale med konsulenterne kan holdes indenfor rammerne.
Derfor har kommunen nu for en sikkerheds skyld indgået en ny aftale, hvor betalingen sker med udgangspunkt i den tid, konsulenten bruger på et opkvalificeringsforløb. Aftalen er ændret med tilbagevirkende kraft.
Favrskovs brug af konsulenter på det sociale område har endnu ikke medført konkrete ændringer i hjælpen til borgere, oplyser kommunen. mdbr@kl.dk