
LA: Milliardbesparelser på rådhusene skal finansiere pensionsudspil
tekst Mads Brandsen
Alle danskere skal have en pensionskonto, der gør det muligt at gå på pension fem år før den officielle pensionsalder.
Det mener Liberal Alliance, der på sit sommergruppemøde i Nyborg fredag fremlagde det nye udspil, der koster otte milliarder kroner at gennemføre.
De penge vil partiet finde på landets 98 rådhuse. Ifølge afbureaukratiseringsordfører Henrik Dahl varierer administrationsudgifterne fra 7.500 til 12.200 kroner pr. borger. Det svarer til, at kommunen med de højeste udgifter bruger 64 procent mere end den kommune med den laveste udgift.
– Der bliver populært sagt udøvet for lidt ledelse. Der er en tendens til, at både når kommunerne sætter udgifterne ned og op, bliver der ikke prioriteret. Man sætter udgifter op til administrativ støtte, myndighedspersonale og decentral ledelse med den samme procentsats og man sætter det ned med den samme procentsats, forklarer Henrik Dahl.
– Kommunerne er ikke særligt gode til at prioritere, og det er jo heller ikke rart. Der er for mange kommunalpolitikere og borgmestre, der ikke har lyst til at være uvenner med nogen, fortsætter han.
Konkret vil partiet derfor foreslå, at regeringen i økonomiforhandlingerne med KL næste år skal kræve, at bloktilskuddet nedsættes med otte milliarder kroner. Samtidig foreslår partiet, at Social- og Indenrigsministeriet opretter et nyt kontor, der kan rådgive kommunerne i, hvordan de kan spare på administrationen.
KL ønsker ikke at kommentere forslaget med henvisning til, at man ikke kommenterer enkelte partiers forslag. mdbr@kl.dk