Fødselar i fin form

KL’s styrke ligger i konsensussen – hvis ikke kommunerne kan finde den, vil kommunernes interessevaretager blive svækket. Men det er der ingen tegn på forude, vurderer to forskere.

tekst Mads Brandsen

Tilbage i 2001 var den daværende borgerlige opposition noget bekymret over de miljømæssige konsekvenser, en manglende vedligeholdelse af landets kloaknet kunne få. Den stillede derfor et beslutningsforslag – vel vidende, at kloakkerne er et område for landets kommunale teknik- og miljøforvaltninger.

Daværende miljøminister Svend Auken (S) kom oppositionen i møde og skrev til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, at KL i samarbejde med ministeriet vil gennemføre en evaluering, ligesom Miljøstyrelsen også vil deltage. Endelig slog han fast, at aftalen om økonomiaftalen for 2003 skal tage udgangspunkt i evalueringen. 

Eksemplet her er fra Magtudredningen, der i 2002 udkom med en bog om KL – om hvorvidt KL er 

så magtfuld, som det siges. Det viser tydeligt, at KL ikke er nogen tilfældig interesseorganisation, men snarere er det en interesseorganisation, der spiller sine kort strategisk velovervejet. 

Stærkest sammen

Forfatteren var professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Jens Blom-Hansen. Og han vurderer, at 50 års-fødselaren er i fin form, selv om organisationen sommetider sejler i farligt farvand. 

– KL’s evne til at være talerør for alle kommunerne er intakt. KL har svært ved at håndtere konflikter mellem kommunerne – som vi så det under debatten om udligningsreformen – men det er ikke nok til, at det udgør nogen trussel for foreningen, siger Jens Blom-Hansen.

I sin bog undersøger han, hvorvidt det giver mening at kalde KL for den fjerde statsmagt, og når frem til, at det på en række områder giver god mening – såfremt medlemmerne fortsat er nogenlunde enige og dermed har nogle klare interesser at forfølge over for både regeringen, Folketinget og de faglige organisationer på medarbejdersiden. 

Debatten har sommetider bølget så højt, at en egentlig opsplitning af KL har været foreslået. Eksempelvis i en forening for bykommuner, en for landkommuner og måske en tredje for udkantskommuner. Men det vil ikke være nogen god idé, vurderer Jens Blom-Hansen. 

– Det vil alt andet lige stille kommunerne svagere. Man er stærkest sammen, men den indflydelse står og falder med, at man er enige. Ingen gider høre på, hvis et flertal i bestyrelsen mener noget. Det er vigtigere, at man kan manifestere den enige kommunale front, siger han.

Kan blive noget miskmask

Samme vurdering lyder fra lektor ved Roskilde School of Governance under Roskilde Universitet, Peter Aagaard. Han har i flere år forsket i offentlig ledelse og organisation. 

– KL’s konsensus hænger nøje sammen med KL’s magtposition, der igen hænger sammen med de mange forlig og aftaler, KL laver med staten, siger han. 

Peter Aagaard peger på, at KL, Dansk Industri samt Landbrug & Fødevarer er tre af de mest privilegerede interesseorganisationer. De er stærkt integrerede i forhandlinger med skiftende regeringer, og de har talrige pladser i råd og nævn. Det er nogle helt særlige mekanismer, der gør sig gældende, når man er så magtfuld som interesseorganisation.

– På den ene side søger man indflydelse ved at føde idéer ind til ministrene for på den måde at påvirke dem. På den anden side vil man gerne fastholde en vis distance og armslængde, for man er jo ikke en del af regeringsapparatet. Det kan godt blive noget miskmask, når man som organisation skal finde ud af, hvor de sammenfaldende interesser er, og hvor militant man kan tillade sig at være, siger Peter Aagaard.

KL får sommetider kritik for at være for kedelig. Skyldes det netop dette skisma?

– Ja. For KL er der grænser for, hvor frisk man kan være, fordi man lever af samarbejde. Det gør det svært at melde hårdere ud. Hårde udmeldinger risikerer at betyde, at man i en forhandlingssituation maler sig selv op i et hjørne. Det lukker nogle porte for sig selv.

Så KL kan faktisk ikke være mere pågående i sin kommunikation?

– Det skal jeg ikke kunne sige, men det er klart, at kant kommer med en pris, siger Peter Aagaard.

Jens Blom-Hansen peger på, at en organisation som KL for så vidt ikke er unik. Det findes i mange lande, der har kommuner. Og det er også normalen, at disse organisationer har fagkontorer svarende til de områder, kommunerne nu engang beskæftiger sig med. Men alligevel skiller KL sig ud fra nabolandene.

– Danmark har næsten altid mindretalsregeringer. Det giver KL nogle andre strenge at spille på, fordi KL sammen med Danske Regioner kan bruges i et trekantspil med regeringen og Folketinget, som sætter oppositionen lidt skatmat. I andre lande har man ikke samme behov for at tage kommunerne i ed, og der laver man ikke økonomiaftaler, påpeger han. 

Og netop økonomiaftalerne er stadig noget af det, der tydeligst markerer KL’s magtfulde rolle i dansk politik.

– Økonomiaftalerne var vigtige før reformen, og det er de stadig. Der er meget mere detailstyring nu, og der er også meget mere end økonomi i aftalerne. Der er faktisk side op og side ned om kommunale opgaver. Det er igen udtryk for trekantslogikken, som jeg nævnte før. mdbr@kl.dk