
Bundsgaard: Festen er aflyst
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Corona er en partykiller. Efter længere tids overvejelser om forskellige muligheder meddeler Aarhus Festuge, at man aflyser alle arrangementer.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for det kommunale arrangement, der har eksisteret siden 1964, har nu efter dialog med de statslige myndigheder og Sundheds- og Ældreministeriet fået en klar anbefaling om at aflyse Aarhus Festuges arrangementer.
– Det er den melding, vi har ventet på. Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme. Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen. Med den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne træffes beslutningen nu frem for at afvente det planlagte bestyrelsesmøde mandag, siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse udsendt ved middagstid i dag. tkn@kl.dk