
Museumschef fratræder med øjeblikkelig virkning
tekst Mads Brandsen
Helsingør Kommune skal ud og finde en ny chef for museerne Helsingør Bymuseum, Værftsmuseet, Skibsklarergården og Flynderupgårdmuseet.
Museumschef siden 2011 Maibritt Bager har indgået en fratrædelsesaftale, der indebærer, at hun med øjeblikkelig virkning er fratrådt stillingen.
Det bekræfter formanden for kultur- og turismeudvalget Michael Mathiesen (K) overfor Frederiksborg Amts Avis.
Museerne har gennem en årrække været ramt af besparelser, hvilket har ført til kritik af særligt antallet af særudstillinger på bymuseet. Michael Mathiesen mener dog, at Maibritt Bager har løst opgaven godt, og at hun blandt andet været god til at inddrage de frivillige.
Indtil videre er lederen af kultur, uddannelse og erhverv, Christina Papsø Weber, konstitueret i stillingen som museumschef, mens den daglige ledelse vil blive varetaget af to museumsinspektører.
Stillingen vil blive opslået indenfor den nærmeste fremtid. mdbr@kl.dk