
DF’er, radikal og løsgænger danner ny lokalliste
tekst Mads Brandsen
Bettina Zarp, der er valgt for Dansk Folkeparti, Helle Anna Elisabeth Nielsen, der hidtil har repræsenteret Radikale Venstre og løsgængeren Ulrik John Nielsen (tidligere Venstre) har slået pjalterne sammen under navnet Lokallisten Nyt Egedal.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som listen har udsendt onsdag.
– Hos os er der højt til loftet. Ingen snærende ideologiske partibånd og dogmer, der kan stå i vejen for at tilgodese lokale ønsker i løsningerne. Vi vil tage borgerne seriøst og søge indflydelse på tværs af de eksisterende partier, skriver byrådsmedlemmerne.
Af Lokallisten Nyt Egedals hjemmeside fremgår det, at listen vil genoplive demokratiet og sikre, at borgere og interessenter deltager aktivt i det. Inddragelse, kommunikation og dialog er blandt værdierne.
Ifølge Bettina Zarp er det kun en styrke, at de tre kommer fra hvert sit parti.
– Jeg oplever, at borgerne efterspørger noget nyt politisk. Vi vil gerne bevise, at vi kan sørge for et bredere samarbejde i Egedal, siger hun, der beskriver sit partiskifte som et ”jobskifte”.
Der kom simpelthen et bedre politisk tilbud end det Dansk Folkeparti, hun meldte sig ind i, efter at tjetjensk-belgiske Lors Doukaiev sprængte en bombe på Hotel Jørgensen i København i 2010.
– Det er ti år siden. Jeg er ikke utilfreds med den måde, DF drives på, men der er sket meget siden, og det er det lokale, jeg er optaget af, siger Bettina Zarp.
Ulrik John Nielsen er formand for den nye liste, der bliver den tredjestørste gruppe i Egedal Byråd. mdbr@kl.dk