
Aarhus overvejer at genindføre nødundervisning
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Smittestigningen i Aarhus har nået et niveau, hvor skolerådmand Thomas Medom (SF) overvejer, om skolerne i Aarhus skal gå tilbage til nødundervisningen.
– Vi vil rigtig gerne have en sundhedsmæssig vurdering, inden vi træffer en beslutning. Vil de sundhedsmæssigt anbefale, at vi går den vej? De har været meget professionelle og dygtige i vores tætte og daglige dialog i denne tid, og jeg håber, at vi kan få en vurdering fra dem så hurtigt som muligt, siger Thomas Medom til folkeskolen.dk
Han bad mandag direktionen om at indhente en vurdering hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Århus Lærerforening har opfordret til, at man går tilbage til nødundervisningen. Formanden for Århus Lærerforening, Jesper Skorstengaard, har inden skolestarten mandag udtalt, at de retningslinjer, som de aarhusianske skoler starter op under, ikke er tilstrækkelige.
Thomas Medom påpeger, at man allerede er gået over til kriseledelse igen, og at man ser på, hvilke initiativerder skal sættes i gang for at sikre, at smitterisikoen mindskes.
Undgå stigmatisering
Smittestigningen i Aarhus er af forskellige årsager størst blandt borgere med somalisk baggrund. Derfor er man i kommunen optaget af, at man undgår stigmatisering, og at man ikke forskelsbehandler borgere på baggrund af etnicitet.
– Det tager vi op på online-møder med alle vores ledere og sætter på dagsordenen, så vi ikke begynder at afvise børn på grund af deres etnicitet. For den risiko opstår, når sådan en oplysning om smittetal kommer ud, siger Thomas Medom til folkeskolen.dk. tkn@kl.dk