
Ø-borgmester bliver næstformand i Landdistrikternes Fællesråd
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Fredag den 7. august mødtes bestyrelsen i Landdistrikternes Fællesråd i Odder og fordelte ansvarsposter i bestyrelsen, der var blevet valgt før sommerferien. Her blev Borgmester i Samsø Kommune Marcel Meijer (S) valgt som ny næstformand.
Samsøborgmesteren har været bestyrelsesmedlem i fællesrådet siden 2019 og glæder sig til at indtage pladsen som næstformand:
– Jeg har altid boet og levet på landet, så det ligger så at sige i min DNA. Derfor er jeg meget glad for at kunne intensivere mit arbejde for landdistrikterne som næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, siger Marcel Meijer.
Næstformanden øjner en ny trend, hvor flere ønsker at bo på landet.
– Siden finanskrisen har landdistrikterne kæmpet på en lang række områder såsom erhvervsudvikling og bosætning. Nu øjner vi en positiv forandring, og den vil jeg gerne være med til at hjælpe på vej ikke mindst gennem et arbejde på nationalt niveau. Og det er netop her, Landdistrikternes Fællesråd gang på gang har vist sin gennemslagskraft.
Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damgaard er begejstret for den nye bestyrelse og den retning, den sætter.
– Vi har fået gode kræfter ind, som kæmper for landdistrikterne på hver deres måde. Denne sommer har givet tro på, at der i coronakrisens kølvand ligger et væld af nye muligheder for landdistrikterne, som vi skal gribe med det samme. Det har jeg fuld tiltro til, at vi kan forløse med den nuværende bestyrelse, siger Steffen Damgaard.
Han påpeger, at der trods positive vinde fortsat er udfordringer for landdistrikterne.
– Ikke mindst hvad angår erhvervsudvikling og bosætning. Samtidig rummer landdistrikterne enorme udviklingspotentialer, som vi skal arbejde for at forløse i endnu højere grad. Alle os i Landdistrikternes Fællesråd kender værdien af livet på landet, og det er vores fremadrettede opgave at blive endnu skarpere på at kommunikere den værdi ud til omverdenen, understreger Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Fællesrådet tæller 56 kommuner, der tilsammen repræsenterer over 2,8 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd. tkn@kl.dk