
Fem kommuner skal nytænke indsatsen over for unge anbragte
tekst Mads Brandsen
Overgangen fra anbringelse til at flytte i eget hjem er alt andet end let for unge.
Alt for mange mister fodfæstet, når anbringelsen ophører og ender som hjemløse, ligesom alt for få tager en ungdomsuddannelse.
Det er baggrunden for et nyt samarbejde mellem de fem kommuner Rudersdal, Holstebro, Nordfyn, Aarhus og Horsens, Dansk Design Center og Bikubenfonden. Forløbet, der strækker sig over ti måneder hedder ”Min vej hjem” og skal sikre, at de unge får den støtte, der skal til for at lande godt i deres egen bolig.
– Vi ved, at udvikling og nytænkning kræver ressourcer og stiller derfor en faciliteret proces til rådighed – en konstruktiv forstyrrelse, der skal skabe en mærkbar forskel for de unge. En væsentlig del af initiativet er at skabe nye løsninger sammen med civilsamfundet lokalt og de unge selv. Ambitionen er at skabe rammer for, at kommunerne med deres nuværende ressourcer kan være med til at arbejde på nye måder på tværs af sektorer og fagfællesskaber, siger direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen.
Nordfyns borgmester Morten Andersen (V) håber, at projektet kan være med til at vende udviklingen.
– Uddannelse og job er i høj grad adgangsbilletten til en god og meningsfuld tilværelse. Når vi samtidig kan se, at der er en overrepræsentation af tidligere anbragte i gruppen af unge, der ikke får en uddannelse eller kommer i job, er vi selvfølgelig meget interesserede i at få det mønster brudt, siger han.
Bikubenfonden har afsat 30 millioner kroner til projektet. mdbr@kl.dk