
To unge mænd kæmper om at blive Koldings borgmester
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Socialdemokraterne i Kolding skal vælge mellem to unge mænd, når de godt 430 partimedlemmer til august skal beslutte sig for hvem der skal være partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021.
Den 25-årige pædagog Filip Bekic (S), der er formand for Socialdemokratiets kommuneforening i Kolding, er parat til at stille op som borgmesterkandidat for partiet.
– Jeg har fået en del henvendelser fra borgerne og partifæller, der har anbefalet mig at stille op. Det er en opgave, jeg gerne vi tage på mig. Det er vigtigt, at vi snart får en afklaring på, hvem der skal stå i spidsen for det hold, vi stiller op med til byrådsvalget, siger Filip Bekic, der ikke selv sidder i byrådet endnu.
Det gør til gengæld hans modkandidat, den kun 23-årige Elvis Comic (S). Han meddelte allerede i november, at han ville stille op som borgmesterkandidat.
Det skete efter at partiet i lang tid stod uden borgmesterkandidat. Partiets seneste af slagsen, Christian Haugk (S), forlod byrådet efter 13 år i februar 2018, da han fik job i Haderslev Kommune.
På trods af, at Filip Bekic ikke sidder i byrådet, får han bred opbakning til sit kandidatur. Byrådsmedlem Hamlaoui Bahloul (S) giver sin uforbeholdne støtte til Filip Bekic som spidskandiat, og det samme gør DSU Kolding.
– Vi støtter ubetinget op om Filip og er super glade for, at han stiller sit kandidatur til rådighed. Vi har brug for et nyt flertal, der tør investere i mennesker. Filip er et nyt pust for Kolding Kommune og han er ihærdig, ærlig, fair og reel, fortæller DSU-formand Freja Nordstrøm i en pressemeddelelse.
Filip Bekic får også opbakning til sit kandidatur fra den lokale partiorganisations bestyrelse.
Der er dog lang vej til borgmesterposten for socialdemokraterne i den sydjyske fjordby. I Kolding Byråd sidder Socialdemokratiet kun på fire af 25 pladser mens Venstre har 11 pladser. Ved sidste kommunalvalg gik Socialdemokratiet 1,5 procent tilbage, mens borgmesterpartiet Venstre gik frem til 2,9 procent. masp@kl.dk