
Regeringen afsætter ikke en krone til genåbningen – og det ryster SF
tekst Mads Brandsen
0 kroner.
Det er, hvad regeringen har afsat til genåbningen af Danmarks knap 10.000 børnehaver, vuggestuer, fritidsordninger og folkeskoler.
Og det er "ærligt talt rystende", mener SF’s børneordfører Jacob Mark.
– Vi mener, kommunerne bør have ekstra penge til at håndtere den store opgave, det bliver. Kommunerne skal have råd til at ansætte flere pædagoger her og nu. Der er brug for et løft, siger han.
Ifølge Jacob Mark har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et møde med ordførerne på børneområdet afvist, at der er sat ekstra midler af til genåbningen.
SF kræver derfor nu, at der indkaldes til forhandlinger om økonomien. Det er ikke tilstrækkeligt, at kommunerne kompenseres for corona-relaterede udgifter.
– Det er godt, at regeringen har givet dét tilsagn, men jeg forudser, at der kommer noget af et slagsmål om hvad der er corona-relateret og hvad, der ikke er, siger Jacob Mark.
Debatten om flere penge til genåbningen er også i gang lokalt. I Randers Byråd foreslår Velfærdslisten således på et ekstraordinært byrådsmøde onsdag, at der tilføres ekstra ressourcer til børneområdet. mdbr@kl.dk