Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
Middelfart henter ny direktør i Esbjerg
Irene Ravn Rossavik, der er sundhedschef i Esbjerg Kommune, rykker til Middelfart Kommune, hvor hun overtager stillingen som social- og sundhedsdirektør efter Mette Høck Bostrup, der fratrådte i efteråret. Irene Ravn Rossavik, 44 år, er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har flere lederuddannelser. Som nyuddannet sygeplejerske blev hun i 2002 ansat ved Sydvestjyske Sygehus og blev i 2006 sygeplejerske ved Esbjerg Kommune. Her blev hun i 2010 sygeplejefaglig leder og fortsatte i lederstillinger, fra marts 2017 kommunens sundhedschef. Irene Ravn Rossavik tiltræder 1. maj som social- og sundhedsdirektør i Middelfart Kommune. Hun bor i Bramming.
Viborg får ny dagtilbudschef
Trine Verner Jensen, sektionsleder i Aarhus Kommunes magistratsafdeling for børn og unge, bliver 1. maj dagtilbudschef i Viborg Kommune efter Finn Terkelsen, der går på pension til sommer. Finn Terkelsen har været dagtilbudschef siden strukturreformen i januar 2007 og var forud børne- og kulturchef i sammenlægningskommunen Karup. Trine Verner Jensen, 48 år, er læreruddannet, har en diplomuddannelse i ledelse og er snart master i offentlig ledelse. Hun var i ti år skoleleder på skoler i Horsens Kommune, inden hun i april 2015 blev leder af Kirkebakkeskolen i Vejle Kommune. I august 2017 rykkede hun til Aarhus Kommune som områdeleder i magistratsafdelingen for børn og unge, hvor hun siden februar 2019 har været sektionsleder for kvalitet og samarbejde. Hun bor i Jelling.
Kalundborg får ny uddannelseschef
Kalundborg Kommune har ansat Sisi Eibye, sekretariatschef på børn- og ungeområdet i Faaborg-Midtfyn Kommune, som ny fagchef for Børn, Læring og Uddannelse efter Charlotte Grummesgaard Nielsen, der 1. november rykkede til Vordingborg Kommune som chef for dagtilbud og skoler.
Sisi Eibye er 57 år og læreruddannet. Efter sin eksamen fra Holbæk Seminarium i 1986 blev hun ansat som lærer i Holbæk. Og fra 1992 arbejdede hun med voksen- og efteruddannelse på Sjælland. I 2002 blev hun socialfaglig funktionsleder på Dalum områdekontor under Odense Kommunes børn- og ungeforvaltning og året efter leder af børne- og kulturforvaltningen i Langeskov Kommune, der i 2007 indgik i dannelsen af den nye, større Kerteminde Kommune. Sisi Eibye blev chef for børn- og ungeforvaltningen i den nye kommune, efterfølgende ændret til børn-og skoleforvaltningen. I januar 2009 blev der gennemført en ny struktur, hvor Sisi Eibye blev direktør for børn og unge og ved en ny strukturændring i april 2015 ændredes hendes stilling til kultur- og fritidschef. Fra denne skiftede hun 1. april 2016 til direktør for Langeland Kommunes asylområde. Og siden februar 2018 har hun været sekretariatschef i Faaborg Kommunes forvaltning for Opvækst og Læring. Sisi Eibye tiltræder 4. maj som Kalundborg Kommunes fagchef for Børn, Læring og Uddannelse. Hun bor i Dyrup ved Odense, men har sommerhus i Odsherred nær Kalundborg.
Guldborgsund henter centerchef hos naboen
Guldborgsund Kommune har ansat Bodil Pedersen som ny centerchef for socialområdet, Hun var forud centerchef for social service og souschef i social- og arbejdsmarkedssektoren i nabokommunen Lolland. Hun efterfølger Pedro Michael, der fratrådte i efteråret for efterfølgende at blive chef for hjemløseenheden i Københavns Kommune. Bodil Pedersen, 52 år, er oprindelig uddannet sygeplejerske og har efterfølgende gennemført flere lederkurser og en diplomuddannelse i ledelse. Hun har mere end 14 års ledererfaring fra tidligere stillinger: Leder af visitationen i Lolland Kommune, leder af myndighedsfunktionen Social Service i Sorø Kommune, områdeleder i Højreby Kommunes hjemmepleje og teamleder i Nakskov Kommune. Bodil Pedersen tiltrådte som centerchef for socialområdet i Guldborgsund Kommune 1. april.
Ny chef for Familie og Rådgivning i Viborg
Mette Kierkgaard, myndighedschef i Familie & Forebyggelse i Esbjerg Kommune, rykker til Viborg Kommune, hvor hun overtager stillingen som chef for Familie og Rådgivning efter Ole Elbæk, der fratrådte sidste forår. Lene Thomsen, sekretariatschef i Børn og Unge, er konstitueret i stillingen. Mette Kierkgaard, 48 år, er cand.scient.soc. 1999 og har en ph.d i politisk sociologi 2002, begge dele fra Aalborg Universitet. Og hun er nær afslutningen af en masteruddannelse i offentlig ledelse fra Aarhus Universitet/Syddansk Universitet. Efter en tid som konsulent ved dels SFI og dels Niras blev Mette Kierkgaard i 2008 fuldmægtig i Socialstyrelsen. Og det var herfra, at hun i juni 2012 kom til Esbjerg Kommune som myndighedschef i Familie & Forebyggelse. I hele 2016 var hun i USA med sin udstationerede ægtefælle og vendte ved starten af 2017 tilbage til Danmark som enhedschef i Landbrugs og Fiskeristyrelsen i Tønder. Fra oktober samme år specialkonsulent, senere konstitueret faglig leder, i Socialstyrelsen. Og siden 2018 har hun været tilbage i Esbjerg Kommune, hvor hun i godt et år igen er myndighedschef i Familie & Forebyggelse.
Konstitueret chef i Holbæk fastansat
Charlotte Larsen, konstitueret chef for området ”Aktiv Hele Livet” i Holbæk Kommune, er blevet fastansat efter at have været konstitueret i stillingen siden juli 2019, da Thomas de Richelieu skiftede til en nyoprettet direktørstilling i Lolland Kommune.
Charlotte Larsen, 49 år, er oprindeligt uddannet sygeplejerske (1994). Hun har gennemført flere lederuddannelser, senest en master i offentlig ledelse (MPG) fra CBS i 2016. Charlotte Larsen arbejdede som sygeplejerske, indtil hun i 2005 kom til Holbæk Kommune som gruppeleder på ældreområdet – og blev året efter leder af tre plejehjem. I 2015 ændrede Holbæk Kommune forvaltningsstrukturen, og Charlotte Larsen blev områdeleder på ældre- og socialområdet. I 2018 blev hun områdeleder i Sundhed og Pleje, og det var herfra, at hun sidste år blev konstitueret chef for ”Aktiv Hele Livet”, der omfatter velfærdsområderne ældre, sundhed og voksenspecialiserede. Hun tiltræder 1. maj som fast ansat i stillingen.
Ny hospitalsdirektør i hovedstaden
Med ansættelsen af Agnete Gersing som ny direktør for Herlev og Gentofte Hospital har Region Hovedstaden hentet en leder med stor erfaring fra topstillinger i den statslige administration til regionen. Hun efterfølger Klaus Lunding, der fratrådte i november efter fire år i stillingen. Den 62-årige Klaus Lunding kom fra ni år som direktør for Glostrup Hospital, da han i januar 2015 blev sat i spidsen for fusionen af Herlev og Glostrup hospitaler.
Agnete Gersing er 56 år og cand.polit. fra Københavns Universitet.
Efter sin eksamen i 1991 var hun i et par år ansat som direktionssekretær i Dansk Arbejdsgiverforening, og siden da har hun haft hele sin erhvervskarriere i centraladministrationen. Hun har senest siden november sidste år været kommitteret i Finansministeriets departement og var forud departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet i godt fire år og før det bl.a. direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 2006-2015, departementsråd i Statsministeriet og afdelingschef i Finansministeriet. Agnete Gersing tiltræder 1. juni som direktør for Herlev og Gentofte Hospital. Hun bor på Frederiksberg.
Den første kvindelige borgmester i Rødovre
Britt Jensen (S), der er nyvalgt borgmester i Rødovre, er kommunens første kvinde på posten. Hun efterfulgte 1. april partifællen Erik Nielsen, borgmester i 26 år, som fortsætter som menigt medlem af kommunalbestyrelsen resten af valgperioden.
Britt Jensen, 50 år, er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter 1995 og har diplomuddannelse i ledelse fra Ingeniørskolen i Ballerup 2012. Som nyudklækket akademiker blev hun projektansat forsker ved SFI Socialforskningsinstituttet og i efteråret samme år daglig leder af Foreningshuset Højnæsvej i Rødovre. I 1997 blev Britt Jensen ansat i Ledernes Hovedorganisation, hvor hun arbejdede i flere stillinger, senest som souschef i A-kassen. Og i 2004 blev hun drift-og udviklingschef (souschef) i Akademikernes A-kasse, fra september 2013 vicedirektør.
I februar 2015 skiftede hun til job- og karrierechef i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) og var i denne stilling indtil overtagelsen af borgmesterhvervet. Britt Jensen har været medlem af Rødovre Kommunalbestyrelse siden 1. januar 1994, blev året efter formand for social- og sundhedsudvalget, i 2017 1. viceborgmester og overtog 1. april borgmesterhvervet efter i godt 26 år at have været medlem af kommunalbestyrelsen.
Ny 1. viceborgmester i Assens
Søren Thomsen er indtrådt som nyt konservativt medlem af Assens Byråd i stedet for Ena Nørgaard, der har forladt byrådet på grund af sygdom.
Søren Thomsen har overtaget hendes post som 1. viceborgmester og blandt andet medlemskab af udvalget for beskæftigelse, erhverv og kultur. Han flyttede sidste år til Odense, men er vendt tilbage til Assens Kommune for at være valgbar til byrådet. Han er i denne måned stoppet som taxa-chauffør og skal i nær fremtid begynde på Politiskolen. Søren Thomsen er 24 år, men har længe været aktiv hos de konservative og har været KU-formand i Odense. De konservative har kun et enkelt medlem af byrådet.
Nyt S-medlem i Dragør
Ole H. Hansen (S) er genindtrådt i Dragør Kommunalbestyrelse, idet han har overtaget pladsen efter 1. viceborgmester Allan Holst, der som tidligere omtalt døde i marts måned. Ole H. Hansen er 56 år og har tidligere været medlem af kommunalbestyrelsen 2010-2012 og 2014-2016. Ole H. Hansen har overtaget afdødes pladser i økonomiudvalget, i by-, erhvervs- og planudvalget samt i børne- fritids- og kulturudvalget. På grund af coronasituationen har det derimod ikke været muligt at holde møde i konstituerings-samarbejdet om fordelingen af de øvrige poster, blandt andet posten som 1. viceborgmester. Ole H. Hansen er til daglig ansat i Dragør Kommunes vej- og gartnerafdelingen.
/// Farvel til
Brøndby-direktør på pension
Helge Skramsø, hidtil direktør for Brøndby Kommunes børne-, kultur- og idrætsforvaltning, er gået på pension med udgangen af marts måned. Helge Skram er 67 år og læreruddannet (Frederiksberg Seminarium). Efter sin eksamen i 1979 blev han ansat ved Søholtskolen i Brøndby Kommune. Her blev han skole- og ungdomsvejleder i 1981 og var efterfølgende lærerrådsformand og fælleslærerrådets repræsentant i i skolekommissionen. I 1989 rykkede Helga Skramsø til Hvidovre Kommune, hvor han blev viceskoleinspektør ved Enghøjskolen. To år senere vendte han tilbage til Brøndby Kommune – som skoleinspektør ved Brøndby Strandskole. I 2002 blev han Brøndbys viceskoledirektør, i 2008 kommunens børnedirektør og i 2012 direktør for børne-, kultur- og idrætsforvaltningen.
Byrådsveteran forlader Syddjurs
Per Dalgaard (DF) udtræder af Syddjurs Byråd, idet han flytter til Aarhus, og pladsen overtages 1. maj af Ebba Grethe Møgelvang Laursen. Per Dalgaard, 76 år, indledte sin kommunalpolitiske karriere i 2002 som medlem af Midtdjurs Kommunalbestyrelse, og da Midtdjurs i 2007 indgik i dannelsen af Syddjurs Kommune, blev han medlem af den nye kommunes byråd. Per Dalgaard har tidligere været medlem af Folketinget: 2001-2015 og igen 2009-2011. Hans efterfølger, Ebba Grethe Møgelvang Laursen, er 68 år og regnskabsuddannet. Hun har arbejdet som bogholder, regnskabsassistent og regnskabschef i det private erhvervsliv, senest som selvstændig.
/// Runde år
70
Elvin J. Hansen (S), tidligere borgmester og medlem af Odder Byråd siden 1986, fylder 70 år den 1. maj. Han er næstformand for miljø-, teknik- og klimaudvalget og medlem af arbejdsmarkedsudvalget, desuden formand for Boulstrup-Hou Kraftvarmeværk (på 24. år) samt i bestyrelserne for Renosyd I/S, Odder Spindevand I/S, HMN Naturgas I/S og OK Fonden. Han var Odder Kommunes borgmester 1998-2005 og igen 2010-2013. Elvin J. Hansen er uddannet maskinarbejder og var 1992-1998 produktionsleder hos TDC.
Finn Brunse (S), fhv. borgmester og kommunalpolitiker i Tommerup og Assens siden 1978, fylder 70 år den 2. maj. Han var Tommerup Kommunes borgmester fra 1990, og da Tommerup i 2007 indgik i dannelsen af den nye Assens Kommune, blev han den nye kommunes borgmester frem til 2013. Han er i øjeblikket blandt andet formand for beskæftigelses-, erhvervs- og kulturudvalget. Finn Brunse er læreruddannet og har læst historie og samfundsfag på Syddansk Universitet. Han var beskæftigelseskonsulent i Tommerup og Vissenbjerg kommuner og uddannelseskonsulent ved AOF Odense.
60
Carsten Fuhr (K), projektleder og medlem af Tårnby Kommunalbestyrelse siden 2010, fylder 60 år den 27. april. Han er medlem af økonomiudvalget, teknik- og miljøudvalget og kultur- og fritidsudvalget samt medlem af bestyrelsen for Tårnby Forsyning A/S. Carsten Fuhr er uddannet civilingeniør fra DTU 1985 og har HD i finansiering fra CBS. Han har det seneste par år været projektingeniør i Erhvervsstyrelsen. Forud var han projektleder i Miljøstyrelsen.
Kim Printz Ringbæk (S), støttepædagog og medlem af Tønder Kommunalbestyrelse siden 2006, fylder 60 år den 28. april. Han er formand for børn- og skoleudvalget og næstformand i børn- og ungeudvalget. Kim Printz Ringbæk blev pædagog i 1987 fra pædagoguddannelsen i Aabenraa og har siden 1998 arbejdet som støttepædagog på daginstitutionsområdet i Vejen Kommune, hvor han er tillidsrepræsentant. Han var sidste år opstillet til Folketinget for S.
Jan Høgskilde (K), kreditanalytiker og medlem af Vallensbæk Kommunalbestyrelse siden 2018, fylder 60 år den 28. april. Han er blandt andet formand for teknik- og miljøudvalget og formand for Agenda 21-rådet. Han har været aktiv hos de konservative fra sit 14. år og er formand for partiet i Københavns Omegns Storkreds. Jan Høgskilde er cand.merc. i finansiering fra CBS og ansat ved Nykredit som chefanalytiker.
50
Anne-Mie Højsted Johansen (S), lærer og medlem af Egdal Byråd siden 2014, fylder 50 år den 27. april. Det var lærer-lockouten i 2013, der affødte hendes engagement i politik. Hun er i byrådet medlem af skoleudvalget og af teknik- og miljøudvalget samt medlem af repræsentantskabet i boligselskabet DAB i Ledøje-Smørum. Anne-Mie Johansen er læreruddannet og har siden august 2018 været ansat på Lille Værløse Skole i nabokommunen Furesø, forud var hun ansat på Alsønderup-afdelingen af Hillerød Vest Skolen, hvor hun en kort periode var tillidsrepræsentant.
Mira Issa Bloch (AL), socialpædagog og medlem af Skanderborg Byråd siden 2018, fylder 50 år den 5. maj. Hun er her medlem af socialudvalget og af kultur-, sundheds- og beskæftigelsesudvalget samt formand for demokratiudvalget (§ 17, stk.4-udvalg). Desuden medlem af KL’s repræsentantskab og af kommunekontaktrådet (KKR) i Region Midtjylland. Hun er også folketingskandidat og var sidste år inde som stedfortræder i fem uger. Mira Issa Bloch er uddannet både socialpædagog og psykoterapeut og har mange års erfaringer som socialpædagog, senest løs vikar som familiebehandler. Hun er meget aktiv i partiet og var opstillet som kandidat, da der for nylig skulle vælges ny politisk leder. Og hun er nu fuldtidspolitiker.
40
Hans Holmer (SF), fagkonsulent og medlem af Kolding Byråd siden 2018, fylder 40 år den 1. maj. Han er formand for social- og sundhedsudvalget og næstformand for teknik- og klimaudvalget, desuden medlem af økonomiudvalget og af plan-, bolig- og miljøudvalget samt er i bestyrelsen for boligforeningen AAB Kolding. Hans Holmer er uddannet hos Told&Skat i Haderslev, hvor han var fuldmægtig. I 2017 blev han afdelingschef i den socialøkonomiske virksomhed Huset Venture, og siden august 2018 har han været fagkonsulent i Gældsstyrelsen. Han var ved valget i 2015 folketingskandidat for SF.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-8-side-53-56.pdf