Hverdagsbilleder

Mens store dele af Danmark har været på vågeblus under coronakrisen, har en lang række medarbejdere passet vigtige funktioner i kommunerne. Mød fem af dem, og hør deres fortællinger fra en stærkt forandret hverdag.

tekst Frederik Overby Vinding

##ContentBoxStart##257381##ContentBoxEnd##

Kristian Skovsbøl Jensen

Udskolingslærer i matematik og naturfag på Vester Hassing Skole i Aalborg Kommune.

– Langt hen ad vejen synes jeg, at hjemmeundervisningen fungerer, men mere som en envejskommunikation, hvor vi viser en gennemgang af nogle opgaver, som de skal lave. Havde vi bare haft en enkelt dag eller to med eleverne, hvor vi underviste dem i selve hjemmeundervisningsprogrammerne, så var det hele nok gået lidt mere gnidningsfrit. 

– Jeg er fortrøstningsfuld for 9. klasserne. Her efter påske var min første bekymring for 9. klasserne, om de var motiverede nok, fordi afgangseksamenerne jo er aflyst og derfor ikke hænger over hovedet på dem. Men alle mine elever stemplede ind i morges. Om det er, fordi de er pligtopfyldende, eller fordi de ved, at de nu skal vurderes på en årskarakter, det ved jeg ikke, men det er vildt fedt, at de stadig er her.

– Vi har været meget afhængige af undervisningsportalerne, der har været så overbelastede, at de enten har været helt nede, eller også har man skullet sidde i kø. Det har været en stor frustration for eleverne, fordi de sidder derhjemme og gerne vil opfylde kravene og lave de opgaver, vi giver dem. 

– Jeg er ikke som sådan bange for et efterslæb hos 8. klasserne. Under lockouten i 2013, hvor vi også var hjemsendte i flere uger, lærte vi, at man godt kan lappe sådan et hul på sigt, hvis ikke det bliver for stort. Så jeg håber da godt nok også, at vi kan komme tilbage til en normal hverdag til maj.

##ContentBoxStart##257383##ContentBoxEnd##

Katrin Johannsdotir

Sygeplejerske i Assens Kommune.

– Det er spændende rent fagligt, fordi det er noget nyt, og noget man ikke kender, men det har også været utroligt skræmmende og frustrerende, fordi det smitter så nemt. Når man hører, at man skal være to meter fra hinanden, fordi den er så smittebærende, og at nogle af de andre landes sundhedsmyndigheder siger, man skal have mundbind på, hver eneste gang man går ud ad døren, så tænker man jo selv, at man burde have det på, når man er ude ved de dårlige, kroniske patienter. For  man kan jo ikke yde sygepleje uden at være meget tæt på patienterne. Men vi skal som udgangspunkt ikke altid have mundbind på. Vi har det kun på, hvis vi er ude ved en borger, hvor vi mistænker, de har corona, eller de er testet positiv. Det har vi også skullet finde en balance i. 

– Hvis jeg får et akut opkald ud til en med dårlig vejrtrækning, hvor jeg bliver nødt til at stabilisere vejrtrækningen først, så tager jeg værnemidler på. For før jeg har fået stabiliseret personen nok, til at vi kan tale sammen, er der måske gået en halv time, hvor jeg har været helt tæt på. Og så er det jo for sent at finde ud af, at de kan have været omkring nogen, der er smittet. 

– Når vi er ude ved borgerne, tager vi handsker på som det første. Vi er meget opmærksomme på ikke at røre ved noget og tænke over, hvor vi har vores hænder og spritte de ting af, vi har brugt.

På kontoret holder vi også to meters afstand, men det fungerer også som et slags frirum. Der er man ikke hele tiden nødt til at være meget opmærksom på, hvor man har hænderne. Det giver hjernen mulighed for at koble lidt af.

– Vi har stadig den der ”stilhed før stormen”-fornemmelse. Ikke fordi vi ikke allerede har travlt, men vi har ikke fået det der kæmpe boom af corona-patienter, som vi havde frygtet.

##ContentBoxStart##257384##ContentBoxEnd##

Emel Kocababa

Pædagog i ”Haven”, der fungerede som et nødpasningstilbud i Københavns Kommune.

– Vi har haft nogle rigtigt gode dage sammen med børnene. Det har været hyggeligt, fordi der er så meget tid til børnene. Vi skal ikke løse mange af de andre opgaver, som vi ellers har i hverdagen. Det er blandt andet at lave handleplaner eller aktivitetsplaner. Altså alt det administrative arbejdede, som normalt tager tid fra børnene. Nu har vi så meget tid sammen med børnene, og det er jo en fantastisk tid på trods af omstændighederne. 

– Vi har prøvet at gøre det anderledes for de børn, der er her. Vi spørger dem, hvad de kunne tænke sig at lave, fordi der nu er tid til, at de selv kan have medbestemmelse. I starten havde vi kun fire børn. Men i de følgende uger op til påsken kom der fem mere.

– Det virker, som om at børnene er glade. De kan godt se, at det er anderledes, og vi har også italesat over for dem, at sådan her er det nu, og at det ikke er alle deres venner, der kommer. De har taget rigtigt godt imod det. De synes for eksempel, at det var så hyggeligt, at de selv skulle have madpakker med hjemmefra, fordi køkkendamen er sendt hjem. 

– Til at starte med var det helt vildt mærkeligt, fordi man tænkte ”Åh nej, hvordan skal man forholde sig til alle de retningslinjer.” Det har gjort, at vi har været ekstra påpasselige med alle de her forholdsregler. Vi husker hele tiden at spritte af, og så har vi også forklaret børnene, at de skal vaske hænder ofte, og lært dem, hvorfor hygiejne er så vigtigt. 

##ContentBoxStart##257386##ContentBoxEnd##

Mette Madsen

Hjemmehjælper i Odense Kommune.

– Jeg synes, vi tackler det ret godt på min arbejdsplads. Vi tager vores forholdsregler og har droppet morgenmøderne, hvor vi normalt sad mere end 30 sammen.  

– Nogle af opgaverne ude blandt borgerne er selvfølgelig skåret væk. Vi har noget, der hedder klippekortsordning, som borgerne kan bruge til at komme ud på gåture, eller vi kan spille kort med dem, eller noget andet, de gerne vil lave. Men for at minimere smitterisikoen, så er det blevet skåret væk. Dagcentrene er også lukkede, hvilket er en af de ting, vi godt kan mærke på mange af borgerne, at de er rigtig kede af, fordi de mangler at være sociale og komme ud, som de er vant til, men omvendt er de også meget opmærksomme på, at man skal være påpasselig, så jeg oplever også forståelse for det.

– Nu har jeg meget med demente borgere at gøre, og den struktur, der plejer at være i hverdagen, kan man godt mærke, mangler lidt for dem. Flere giver også stærkt udtryk for, at de mangler deres familier, fordi der jo er mange, der holder sig væk. Derfor er det også utroligt vigtigt for borgerne, at de har os til at komme og skabe den her tryghed. Der, synes jeg helt klart, at vi gør en kæmpe forskel. Der er også mange af dem, der bekymrer sig om os. ”Må du gerne komme på arbejde?”, spørger de. 

– Jeg har oplevet, at nogle af dem føler sig utrygge ved situationen, men det hjælper faktisk, når de så spørger ind til, om jeg er bange, at jeg kan sige nej, fordi vi jo passer på og tager vores forholdsregler, så giver det dem en større ro. Hvis de har nogle spørgsmål, så giver jeg mig derfor også tid til at svare på det, så jeg ikke bare vader ud ad døren og efterlader et utrygt menneske.

##ContentBoxStart##257387##ContentBoxEnd##

Christina Thorholm (R)

Medlem af økonomiudvalget og formand for omsorgs- og livskraftsudvalget i Hillerød Byråd. 

– Vi er gået over til at holde byrådsmøder og fagudvalgsmøder digitalt. Det har fungeret rimeligt godt. Der er stadig mulighed for en politisk debat, og at alle kan komme til orde, men møderne bliver noget kortere, end når vi mødes fysisk. Hvis folk har brug for noget afklaring, så spørger de, eller hvis de har en central pointe, så siger de det. Men det der med at komme med en ekstra pointe eller lige en tråd mere, det begrænser sig.

– På et fysisk møde kan man også i langt højere grad aflæse alle de små signaler fra andre. Folks positivitet eller manglende opbakning til et emne kan jo normalt læses på meget andet end de udsagn, der kommer. For eksempel mimikken hos andre. Det er noget helt andet, når man sidder digitalt, der er det kun stemmen, man kan høre. Vi er nødt til at slå video fra, fordi forbindelsen simpelthen ikke kan klare, når alle har det tændt.

– Jeg synes, vores demokrati er rimeligt velfungerende med de muligheder, vi har. Dog er de borgermøder og dialogmøder, vi skulle have haft, blevet aflyst. Og det savner jeg, og det hører jeg også de andre byrådsmedlemmer sige, for det er jo en del af det, vi er drevet af. At møde borgerne og tage det, de synes, med ind i vores politiske arbejde. Men der er stadigvæk borgere på mail, så vi er ikke lukket helt af fra dem. Jeg havde for eksempel en borger, der henvendte sig og mente, at det var trist, at borgerne på vores sundhedscentre ikke længere måtte sidde i dagligstuerne og se fjernsyn sammen. Derfor sørgede vi for, at der blev sat fjernsyn op på værelserne, så de også kunne være underholdt, når de skulle være alene.