
Bruger krisen på at blive klogere
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde. Ordene stammer fra den britiske statsmand Winston Churchill, men i de danske kommuner er den gamle britiske visdom helt aktuel. Flere kommuner har valgt at bruge krisen til at efteruddanne deres medarbejdere, mens de er hjemsendt. Det gælder blandt andet i Københavns Kommune, der sender 200 af medarbejderne fra hovedstadens jobcentre på et fælles onlinekursus.
– Vi havde længe tænkt på at opkvalificere medarbejderne. Nu har de på grund af krisen alle sammen tid til at få noget efteruddannelse og blive klogere, siger Charlotte Blumensaadt, der er udviklingskonsulent i Københavns Kommune.
I første omgang kommer 100 medarbejdere fra Københavns jobcentre til at følge et onlinekursus, hvor de får en masse gode råd til, hvordan de skal takle situationer, hvor de bliver nødt til at give et afslag på eksempelvis førtidspension eller stille krav om at gå i praktik. Hvordan den enkelte medarbejder bedst håndterer sådanne situationer, kan klares hjemme fra sofaen.
– En stor del af vores medarbejdere har stadig en del opgaver at tage sig af, selvom de sidder derhjemme. Dem skal de selvfølgelig have arbejdsro til at passe. Men vi er kommet så langt ind i nedlukningen nu, at mange andre medarbejdere er ved at være løbet tør for opgaver. Derfor giver vi dem nu tilbuddet om at tage efteruddannelse derhjemme. Så kommer de andre med, når og hvis de ikke har mere arbejde at tage sig til, forklarer Charlotte Blumensaadt.
Makkerpar
Helt alene bag skærmen kommer de første 100 medarbejdere dog ikke til at være. Selvom man sidder derhjemme i sofaen, kan man godt blive klogere sammen med andre.
– Når de nu ikke kan mødes samlet i et undervisningslokale, så kan de i stedet mødes to og to. Ikke som fysiske møder, men vi har sat medarbejderne sammen i makkerpar, hvor de over Skype eller Zoom taler om og diskuterer indholdet af den undervisning, de lige har set online, siger Charlotte Blumensaadt.
Hun har fået positive tilbagemeldinger fra medarbejderne, der finder det fleksibelt, at de kan følge undervisningen, når det passer dem.
– Men det kan ikke stå alene. På et tidspunkt på den anden side af krisen skal de samles og få en ordentlig opsummering af indholdet, siger Charlotte Blumensaadt.
I Hedensted ligger idrætshallerne som i resten af landet øde hen. Der er sat en stopper for gymnastik og håndboldtræning, og dermed er der ikke meget at lave for halinspektørere og anlægsledere. I samarbejde med Idrættens Udviklingscenter bliver lederne fra de 13 selvejende idrætsanlæg i kommunen tilbudt et kursus, der skal lære lederne at henvende sig til andre typer af brugere end de sædvanlige idrætsforeninger. Håbet er, at det kan lokke nye målgrupper til idrætsfaciliteterne.
E-learning
Også i Sorø har man fundet en vej til at opkvalificere medarbejdere. Kommunens egne medarbejdere er i fuld sving med at blive oplært i en e-learningsplatform, der snart kommer hele landet til gode. Platformen skal gøre kommunale medarbejdere fra mange forskellige fagområder klar til at indgå i kommunernes nødberedskaber på især sundheds- og plejeområdet, hvis et øget pres på sundhedssektoren i den kommende tid kræver ekstra personale.
– Jeg er overbevist om, at platformen vil være til stor hjælp for kommunerne, fordi vi får en nem indgang til e-learningsmodulerne. Samtidig giver platformen også mulighed for at indsamle data, vi kan bruge, hvis vi en anden gang står i en situation, hvor der er brug for at oplære mange medarbejdere hurtigt, siger Pia Nyborg Hansen, der er leder af sundhed og omsorg i Sorø Kommune.
Den nye e-learningsplatform er udviklet af virksomhederne KvaliCare og Plan2Learn med økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden. • masp@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-8-side-52.pdf