En kontrolleret åbning af Pedersborg Skole
tekst Thomas Kokholm Nielsen
##ContentBoxStart##257354##ContentBoxEnd##
Umiddelbart kan man ikke se det, men Pedersborg Skole i den nordlige del af Sorø by er faktisk inddelt i usynlige zoner. Det er dem, børnene fra 0. til 5. klasse nu skal lære at navigere efter. Det bliver en prøvelse.
– Hov stop, I må ikke gå ind der. Har I kigget på Aula? Der står, I skal ind af havedøren. Og husk to meters afstand, siger skoleleder Helene Bæhr, der lige har stoppet et par elever, der er på vej den forkerte vej.
Klokken er lidt i otte den 15. april første skoledag efter coronanedlukningen. Skolelederen påpeger selv, at det er en privilegeret udgave af en genåbning, vi her er vidner til.
– Vi har meget plads. I udgangspunktet er vi en skole med 475 elever, men skolen er bygget til 750 elever. Arkitektonisk er vi også godt hjulpet, siger Helene Bæhr.
Det meste af skolen er i et plan, og hvert klasselokale har egen indgang ud til udendørsarealerne. Det er det, Helene Bæhr kalder ”havedøren”.
– Vi har simpelthen valgt at sige, at man slet ikke skal bruge hovedindgangene. Skolerne har jo forskellige vilkår, og jeg kan godt mærke, at en del af mine kollegaer er mere pressede på de fysiske rammer. De har bestilt toiletvogne og telte, fortæller Helene Bæhr.
Lidt surrealistisk
Henrik Andersen er far til Freja, der går i 0.B. De står og venter udenfor havedøren til det klasselokale, Freja skal være i.
– Det hele er lidt surrealistisk. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det her skal fungere. De kan jo ikke holde afstand, siger Henrik Andersen.
Når man kigger rundt på de ventende børn og forældre, må man give ham ret. Det er tydeligt, at grænsen på de to meter nemt bliver overskredet.
– Jeg er spændt på at se, hvordan det er gået, når dagen er overstået. Jeg er ikke selv så bekymret for at få virussen. Men jeg har en mor, der er hjerteopereret, så med det her går der nok endnu længere tid, før vi kan se hende. Man hører jo hele tiden nye ting. Vi har en nabo, hvis mor døde af corona. Hun var kun et par og halvfjerds og egentlig i god form, siger Henrik Andersen.
Anja Cavour er mor til to børn, der skal i skole.
– Det er jo lidt mærkeligt. Nu har vi skullet passe på så længe, og så åbner man på denne måde. Nu må vi bare håbe, at lærerne og pædagogerne har styr på det, siger Anja Cavour.
Hun arbejder selv som social- og sundhedshjælper og er ved at uddanne sig som sygeplejerske.
– Jeg er da lidt bekymret for, om de kan leve op til alle de hygiejneregler. De er jo ikke altid lige gode til det med at vaske hænder, har vi jo erfaret.
Men trods naturlige bekymringer er forældrene helt med på ideen om, at skolen skal åbne, og børnene er tydeligvis spændte og kåde.
##ContentBoxStart##257348##ContentBoxEnd##
Her går grænsen
Pedersborg Skole er en tosporet skole. Hver årgang er delt op i tre grupper. For 2. klasserne betyder det, at de sidder 12 i et klasselokale, med to meter mellem bordene.
– Hvor er det dejligt at se jer, siger lærer Kamilla Winther og forklarer, at en af drengene i klassen ikke kommer i dag.
– Har han fået coronavirus? spørger en dreng.
Kamilla Winther tænder for storskærmen, og meningen er, at de skal hilse på de andre to 2. klassegrupper over Google Meet.
– Det med at undervise virtuelt under nedlukningen har været det vildeste lynkursus. Lærerne har virkelig gjort sig nogle erfaringer og set nogle muligheder. Jeg er sikker på, det kommer til at spille en ny rolle fremover på forskellig måde, siger Helene Bæhr.
Ude på gangen er en anden lærer i gang med at instruere en gruppe børn.
– I må gå hertil. Det er grænsen, siger han og strækker armene ud.
Sanne Bjerre, der er leder af indskolingen og har været overordnet koordinator af genåbningen, ser optrinnet og får en indlysende ide.
– Vi kan jo selvfølgelig bare sætte noget tape på gulvet der, som kan markere grænsen, siger hun.
Og grænserne og zonerne fortsætter udenfor. Grupperne får udstukket et udendørsområde, som de skal bevæge sig indenfor. Grupperne er igen delt op i mindre legegrupper på tre børn, som de skal holde sig til i pauserne.
– Lærerne er også delt op i deres teams. De går ikke på tværs og underviser andre klasser, kun egne klasser, så vi begrænser antallet af lærere, som børnene er i kontakt med, siger Sanne Bjerre.
Stikbold ikke fodbold
Det er godt nok en form for åbning af skolen, men det ligner langt fra hverdagen før.
– Pædagogerne bliver også ret udfordrede. SFO’en er ikke åben om eftermiddagen. De skal bruge klasselokalerne. De har fået at vide, at de skal pakke brætspil og den slags væk. Alt, der ikke kan vaskes. Værkstederne er også lukkede, fortæller Sanne Bjerre.
Pædagogerne havde så spurgt, om de i det mindste ikke kunne få lov at bruge en bold.
– Det fik de efter overvejelse lov til. Men de må kun spille spil, hvor der ikke er kropskontakt. De kan spille stikbold, men ikke fodbold, siger Sanne Bjerre og tilføjer:
– Vi gør lidt ligesom Mette Frederiksen. Vi laver den hårde model først, og så må vi lukke lidt op, hvis det virker.
Forældrene er blevet grundigt orienteret om retningslinjerne via Aula forinden. Forældrene har også fået at vide, at elever, der ikke kan følge reglerne, vil blive ”ringet hjem”, som det hedder på skolesprog.
– Vi har sagt, at Søren Brostrøms (direktøren i Sundhedsstyrelsen, red.) ord er lov. Og de retningslinjer stræber vi efter at efterleve, siger Helene Bæhr.
Der er ikke blot nye regler for adfærd, der er også nye roller.
– Vi havde vores vikarer inde i går, så de er forberedte på, hvordan det foregår, når der kommer sygdom. Denne form for skole kræver i det hele taget mere bemanding. Hvordan dækker vi ind fra kvart over seks til kvart over fem. Lærerne har fået at vide, at de skal være forberedt på, at de også skal være en slags eftermiddagspædagoger. Og pædagogerne skal omvendt måske også ind og være en del af skoledagen, siger Sanne Bjerre.
Hvad med et luftkys?
En stor del af den første fysiske skoledag går med at tale om alle de nye regler og indøve den nye adfærd. Hvor må man være, hvem må man være sammen med, instruktioner i håndvask med mere.
– Vi er ude i en meget stejl læringskurve her, både for elever, lærere, pædagoger og forældre. Alle de særlige ritualer, vi skal indarbejde. Sundhedsstyrelsen har lavet et læringsforløb om coronavirus, som skolerne kan bruge. Det er ret godt, siger Helene Bæhr.
Sundhedsstyrelsens læringsforløb bruges af en gruppe 4. klasseelever. De diskuterer, hvordan man hilser på hinanden. Målet er at finde frem til en ny form for klassehilsen.
– Vi gør det der, de gør i Frankrig. Kindkys i luften, siger Asifiwe.
Victoria byder også ind.
– Min morfar og jeg har sådan en særlig måde, vi griner på, når vi ser hinanden, siger hun, mens læreren taler om, at der er mange måder at hilse på, og at det måske er okay at lave om på den måde, man hilser.
Umiddelbart lyder det der med luftkys ikke så dumt i en coronatid. De kan vel gives over et par meters afstand.
Det er pivkoldt
Foråret er stærkt på vej, men faktisk er det pivkoldt denne første skoledag. En gruppe førsteklasser sidder udenfor i skolegården med deres computere på tæpper og liggeunderlag, som de har med hjemmefra. Reglen er, at så meget af undervisningen som muligt skal foregå udenfor.
– Det er så klart et vurderingsspørgsmål i forhold til vejret, siger Sanne Bjerre.
I dag sætter temperaturen og vinden i hvert fald en begrænsning på, hvor lang tid der kan bruges udendørs. Og når en meget stor del af undervisningen foregår online, så sætter det trådløse netværk også en begrænsning for, hvor langt væk man kan gå.
Tre piger sidder og arbejder ved et bord. Deres klassekammerat Niccie er ikke kommet i skole, men hun er med på skærmen via Google Share og deltager i snakken.
– De erfaringer, vi har gjort os med virtuel undervisning, kommer vi helt sikkert til at arbejde videre med. For eksempel kunne der være et potentiale i forhold til vikardækning, som er en stor post. Når vikarer underviser, er det jo ofte på baggrund af materiale, en lærer har udarbejdet, og vikaren har en opsynsfunktion. Det kunne måske godt fungere, at noget af den undervisning kunne laves virtuelt, siger skolelederen.
Helene Bæhr påpeger, at der er elever, der trives med den virtuelle arbejdsform og refererer til, at elevrådsformanden i den lokale avis, Sjællandske, har udtalt, at hun ville ønske, man kunne lave mere af den slags også på den anden side af coronaepidemien.
– I forhold til skolevægringsproblematikker kunne det også være interessant. Jeg sender jo folk hjem og underviser elever og bekoster tid og ressourcer. Hvis de kan være med på den måde, som hende vi ser her på skærmen, så tror jeg, det vil være godt for alle. Noget af det, vi har været tvunget til at lære i denne tid, kan tages videre i en eller anden form, mener Helene Bæhr.
Hvad med karameldagen?
På lærerværelset møder vi Bente Hansen, der er leder af udskolingen. Spørgsmålet melder sig med hensyn til, hvad der skal ske med de store elever og ikke mindst, hvordan 9. klasserne får en god og værdig afslutning på deres folkeskoletid.
– Jeg tror, mange af os havde regnet med, at det var de store, der skulle begynde først. Alle de, der skulle til eksamen – 9. klasser, 3.G’ere og så videre. Det var lidt en overraskelse, siger Sanne Bjerre.
Bente Hansen forklarer om fjernundervisningen for de store.
– 9. klasserne møder til samling klokken otte hver morgen (virtuelt, red.). Så får de opgaver, og lærerne står til rådighed. Klokken 15.30 afleverer de. Næste dag får de en ny opgave, siger Bente Hansen.
Hun mener godt, at man kan give en standpunktskarakter baseret på fjernundervisningen, når nu eksamen er aflyst.
– Der er bunker af skriftlige opgaver at vurdere på. Udfordringen er det mundtlige. Det skruer vi op for nu i form af fremlæggelser. Men det er klart det sværeste. Men lad os nu se, det kan også være, vi mødes inden sommerferien, siger Bente Hansen.
Så er der det med ritualerne. Karameldagen og dimissionen, som de unge har glædet sig til. Ritualer, som de hele deres skoleliv har set de andre 9. klasser udføre.
– Hov, har vi afbestilt Parnas? spørger Helene Bæhr pludselig.
Parnas er en restauration ved Sorø Sø, hvor 9. klasserne og deres lærere plejer at tage hen sidste skoledag, inden de tager tilbage på skolen og kaster karameller.
– Vi skal nok finde på noget for at give dem en god afsked. Ellers så samler vi dem rundt om Pedersborg Sø, og så holder jeg dimissionstale til dem fra en robåd, siger Helene Bæhr.
De andre griner. Men lige nu gælder det skoleåbningen.
– Nogle gange bliver jeg lidt nervøs for, om der er noget, jeg har overset. Men det går vist meget godt, siger Helene Bæhr.
Hun og Sanne Bjerre er enige om, at de har det ”sejeste” lærerkollegie, der kaster sig ind i kampen og løser opgaven. Og at det ville være en anderledes opgave, hvis man var en fireetages gammel københavnerskole.
– Der er mere plads her ude i provinsen. Vi er nærmest bygget til det her. Vi kan brande os på at være en pandemisikker skoler, siger Helene Bæhr og griner.
I eftermiddag er der lærermøde, hvor der skal gøres status over dagen. Mødet bliver streamet, så de udskolingslærere, der stadig er hjemme og lave fjernundervisning, kan være med. Og i aften er der virtuelt skolebestyrelsesmøde. • tkn@kl.dk