
Uret tikker for udligningsreformen
tekst Mads Brandsen
Senest i midten af maj skal brikkerne til en ny udligningsreform være faldet på plads. Ellers kan den ikke nå at blive behandlet, inden Folketinget går på sommerferie.
Det får nu organisationen Balance Danmark til at kræve, at politikerne snart sætter sig til forhandlingsbordet. Eller rettere, tilbage til forhandlingsbordet. Før coronakrisen ramte landet, var der nemlig gang i forhandlingerne, men de blev sat på hold, da regeringen samlede kræfterne om hjælpepakker og nedlukningsplaner.
– Det forstår jeg godt, at der var brug for dengang, men nu er vi et sted, hvor vi er ved at åbne Danmark igen. Derfor har vi brug for, at alle kommuner kan få ro omkring økonomien, siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der er næstformand for Balance Danmark.
Han ser ikke, at der er noget alternativ til at lande en aftale om et nyt udligningssystem. Det vil betyde, at mange kommuner uden for de store byområder vil få svært ved at få budgetterne til at hænge sammen.
– Alle kan se, at det nuværende system ikke fungerer. Vi har brug for et nyt, gerne med et bredt flertal bag, og gerne et system, hvor det er objektive kriterier, der ligger til grund, siger Jesper Frost Rasmussen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver i et brev til Folketingets udvalg for forretningsordenen, at regeringen påregner at fremsætte et lovforslag om en udligningsreform i første halvdel af maj. Det betyder, at Folketinget kan tredjebehandle forslaget midt i juni – og at kommunerne dermed kan få klar besked om udligningen den 30. juni, hvorefter de kan gå i gang med budgetlægningen.
Men først skal regeringen altså indkalde til flere forhandlinger med Folketingets partier. Hvornår det sker, har Finansministeriet ingen kommentarer til. • mdbr@kl.dk