
7-punktsplan skal skabe plads til Københavns børn
tekst Frederik Overby Vinding
Københavns Kommune er klar med en 7-punktsplan, der skal sætte ekstra fart på antallet af pladser til byens børn. Fra mandag den 20. april er over 90 procent af institutionerne i kommunen åbnet med en samlet kapacitet på cirka 50 procent, og alle institutionerne vil være åbne fra den 22 april.
På grund af de skærpede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne er kapaciteten i de eksisterende institutioner dog reduceret med 50 procent. Det giver pladsproblemer, og punkt ét i planen er derfor også at finde nye lokaliteter.
Kommunen har derfor søgt bredt for at løse problemet. Det er kommunens egne faciliteter som biblioteker og kulturhuse, men der er blandt andet også indgået samarbejde med Tivoli og Parken.
– Vi arbejder med en plan for forsvarlig gradvis genåbning af vores institutioner i tråd med den gradvise genåbning af samfundet. Vi må være realistiske at sige, at vi formentlig ikke får etablere lige så mange pladser som før coronakrisen, givet de stramme retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, men ambitionen er at kunne matche forældrenes behov, mens samfundet gradvist åbnes, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i en pressemeddelelse. frov@kl.dk
Syv-punkts-planen
1. Nye lokaliteter
Der er indgået samarbejder med for eksempel de almene boligforeninger om anvendelse af beboerhuse, med større kulturinstitutioner som Tivoli og Parken, og ikke mindst er kommunens egne faciliteter screenet for biblioteker, kulturhuse, bemandede legepladser.
Der er samtidig nedsat en task-force, der skal fremskaffe flere nye lokaliteter, herunder afdække muligheder for at ibrugtage parker, nye udflytterbørnehaver, hotel- og kongresfaciliteter og lokaliteter i kultur- og fritidslivet og menighedshuse. Der er tillige etableret en task-force, der skal sikre etablering af tilstrækkelige sanitære forhold og værnemidler.
Der oprettes også en digital indgang, hvis man som københavner har kvm., som man vil låne ud til pasning.
2. Mere personale
Der skabes flere personaleressourcer ved at nuværende medarbejdere sættes op i tid og administrative medarbejdere rykkes til pasning. Der rekrutteres nye medarbejdere: Et målrettet opslag til pædagog- og lærerstuderende, ligesom kommunen vil lancere en kampagne for nye medarbejdere på dagtilbudsområdet i stil med den, der tidligere er gennemført i forhold til sundheds- og ældreområdet.
De første 100 medarbejdere er klar til at rykke ud, og tæt på 400 ansøgninger fra studerende er ved at blive gennemgået.
3. Øget rengøringsindsats og tilstrækkeligt med værnemidler
Bemandingen i Københavns Kommunes eget rengøringskorps øges. Omkring 300 midlertidigt ekstra ansatte er på plads i løbet af næste uge. Herudover er der indgået aftaler med flere private leverandører, der har ekstra kapacitet i øjeblikket i forbindelse med nedluk på andre arbejdspladser, om at hjælpe med rengøring af nogle af de nye bygninger, der tages i brug.
4. Kommunikation til forældre og institutioner
Alle forældre opfordres til at melde deres pasningsbehov ind uge for uge - Kommunen skal kende deres behov for at kunne planlægge og prioritere bedst muligt, så udfordringen kan blive løst så hurtigt som muligt.
Når der skaffes kvm til flere pladser, vil der blive prioriteret der, hvor behovet er størst, først.
Til forældrene er der også etableret en Corona pasningshjemmeside med relevante informationer, samt en telefon-hotline, som forældre kan ringe ind til, hvis de har spørgsmål.
5. flere børn i deres vante rammer.
Ikke alle, der har bedt om plads, bruger den, og derfor er der tomme pladser. Derfor vil kommunen fremadrettet bruge erfaringerne fra første uge til at tilbyde plads til flere børn, da kommunen kan se, at cirka 1/4 ikke dukker op. Samtidig er der gode erfaringer fra første uge af genåbningen, der er etableret rutiner omkring håndvask og hygiejne osv. Derfor kan der passes flere børn i deres vante rammer uden at gå på kompromis med de sundhedsfaglige anbefalinger.
6. Akutlinje og udrykningsvikarer.
Der etableres en akutlinje, hvor det enkelte dagtilbud kan få hurtig hjælpe fra et vikarkorps af pædagogiske personale, hvis der for eksempel er pludselig opstået sygdom eller kommer ekstra børn.
7. Mulighed for betalingsfrihed.
Forældre kan få betalingsfrihed, hvis de passer børnene hjemme lidt endnu, og dermed hjælper med at gøre plads til dem, der har et større pasningsbehov.