
Kriseberedskab: Køge omskoler pædagoger til hjemmeplejen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Landet over forbereder kommunerne sig på travlhed på sundheds- og ældreområdet på grund af coronaudbruddet. I Køge har tyve kommunalt ansatte pædagoger meldt sig til at hjælpe i hjemmeplejen, hvis behovet stiger, eller det nuværende mandskab bliver lagt ned af sygdom. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det pædagogiske personale skal igennem en oplæring, så de kan varetage opgaverne på ældreområdet. Til at starte med skal de tyve ansatte igennem en teoretisk del, hvor de blandt andet skal lære om hygiejne. Derefter skal de i en slags mesterlære, hvor de følger i halen på uddannet personale i ældreplejen og på plejecentre.
Holdet af pædagoger starter hurtigst muligt med at blive opkvalificeret, så de kan stå klar, hvis behovet opstår. I så fald kommer de til primært at hjælpe raske borgere med spisning, vask og påklædning.
Når de er uddannet vil de blive en del af den pulje af ekstra personale, der kan indkaldes. Det har Køge Kommune endnu ikke haft behov for at gøre brug af.
Borgmester Marie Stærke (S) glæder sig over, at pædagogerne har meldt sig til beredskabet.
– I Køge Kommune løfter vi i flok. Det er med til at gøre os stærke, og det er med til at skabe en arbejdsplads, hvor sammenholdet og fællesskaberne er en hel unik del af det at gå på arbejde. At 20 pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter nu har meldt sig til at være klar til at løse helt nye opgaver på velfærdsområdet, er et eksempel på det engagement, jeg oplever i hele kommunen. For borgerne betyder det en enorm tryghed at vide, at der er mennesker klar til at hjælpe, når man får brug for det, siger Køge-borgmester Marie Stærke i pressemeddelelsen.
Køge har tidligere haft 35 ergo- og fysioterapeuter igennem en lignende oplæringsmodel. jki@kl.dk