
Ændring af udligning koster Sønderborg Kommune 56,7 millioner
tekst Tom Ekeroth
Sønderborg Kommune får 56,7 millioner kroner mindre i udligning fra staten til næste år. Det viser foreløbige beregninger på baggrund af udmeldinger fra Social- og Indenrigsministeriet. Det skyldes dels ændringer i folketallet og dels at flere kommuner er kommet med i ordningen og dermedskal have del i puljen. Det er ikke mindst de to hovedstadskommuner Gentofte og Frederiksberg, som får en del af pengene, fortæller borgmester, Erik Lauritzen:
– Det er virkelig slemt det her. Vi er godt i gang med at arbejde med budgettet for næste år, hvor vi i forvejen kommer til at reducere vores udgifter med 80 millioner. Hvis vi oveni skal reducere med 56,7 millioner kroner, så bliver det enormt svært at få driftsbudgettet til at hænge sammen uden at skære i kernevelfærden.
I forhold til 2019 flyttes der 270 millioner kroner fra 13 provinskommuner. Blandt andet fordi befolkningstallene har ændret sig. Men en væsentlig faktor er, at nye kommuner er kommet ind i puljen:
– Her skinner det i øjnene, at to rige hovedstadskommuner står for 185 millioner kroner, som flyttes fra fattige til rige kommuner. Det er ubegribeligt, at staten tillader, at to rige hovedstadskommuner skal have del i den her pulje. Det her understreger bare, at der snarest muligt skal laves en reform af udligningssystemet, så der kan rettes op på skævhederne mellem kommunerne, tilføjer borgmester, Erik Lauritzen.
Sønderborg Kommune fik i 2019 170,4 millioner kroner fra puljen. I 2020 bliver tallet 113,7 millioner kroner. De lavere tilskud vil blive regnet ind, når byrådet i de kommende måneder skal vedtage budgettet for 2020. tek@kl.dk