
Herning bejler til ledige aarhusianske akademikere
tekst Tom Ekeroth
Torsdag den 19. september er der Karrieredag i Herning, og igen i år har Jobcenter Aarhus arrangeret bustransport for ledige aarhusianske akademikere, der har mod på at finde et job i Herning og omegn. Og lige netop en ledig aarhusiansk akademiker var, hvad adm. direktør i Herning-virksomheden Ehrno Flexible, Ole Østergaard, mødte til Karrieredagen sidste år – ja faktisk mødte han sin nye kvalitetschef. Ehrno Flexible var nemlig på jagt efter en kemiingeniør:
– Vi mødte faktisk fire relevante kandidater, hvor to af dem efterfølgende kom til samtale på jobbet, fortæller Ole Østergaard.
Til karrieredagen præsenterer virksomhederne sig først for alle de fremmødte, og derefter kan de ledige opsøge de virksomheder, de synes om. Efter sin egen succes sidste år vil Ole Østergaard anbefale andre virksomheder at deltage i arrangementet.
– Det er et uforpligtende forum, hvor man har mulighed for at møde flere forskellige kandidater og tage en indledende snak inden den egentlige jobsamtale, siger han.
Sidste år var der 10 virksomheder og cirka 100 ledige til arrangementet, og det forventes, at dette års karrieredag vil tiltrække det samme antal.
Karrieredagen er et samarbejde mellem Erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande, Jobcenter Herning, Jobcenter Aarhus og Herning Kommune. tek@kl.dk