
Kommunen køber Middelfart Trafikhavn
tekst Tom Ekeroth
Middelfart Trafikhavn har siden 2002 været en del af det kommunalt ejede havneselskab ADP A/S, som udover havnen i Middelfart også ejer og driver erhvervshavnene i Nyborg og Fredericia. Men pr. 10. oktober 2019 overtager Middelfart Kommune havnen, som omfatter 53.721 kvadratmeter kajnære arealer og 11.600 kvadratmeter oplagringsfaciliteter.
– Det her er en stor handel for Middelfart Kommune. Havnen er et strategisk vigtigt område, der ligger i hjertet af Middelfart midtby. Ejerskabet er både vigtigt og afgørende i forhold til vores fremtidige muligheder for at udvikle byen – for at sikre en god sammenhængskraft mellem vores havnefront med den flotte, nyrenoverede plads foran KulturØen, marinaen, de kommende nye boliger på nabogrunden og det kommunale havneområde. Investeringen er stor – og derfor er timingen vigtig. Lige nu har vi mulighed for at sikre en historisk lav renteudgift på det lån, vi optager til købet. Så muligheden for at købe havnen er kommet på det helt rette tidspunkt, hvor renteudgifterne i praksis ikke kommer til at påvirke vores drift, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Købet betyder, at kommunen nu indtræder i de bestående lejekontrakter og viderefører havneaktiviteterne – og der bliver lavet en driftsaftale med ADP:
– At vi viderefører havneaktiviteterne er en forudsætning for, at kommunen har mulighed for at opnå lån til investeringen. Vi har lejekontrakter, der løber frem til udgangen af 2023. Det vil sige, at Middelfart Kommune kommer til at drive kommunal havn i en årrække. Når vi kigger længere ud i fremtiden, kan vi arbejde med, at formålet med havnen ændres, så dele af området gradvist kan komme til at indgå i vores byudviklingsplaner, siger borgmesteren.
En ændret ejerstruktur er til alles fordel
Aktiviteterne på havnearealerne i Middelfart har været koncentreret om oplagring af bulkvarer og stykgods i havnens lagerhaller og pakhuse. Middelfart Kommunes driftsaftale med ADP kommer blandt andet til at indeholde håndteringen af skibsanløb. Derfor bevares de lokale arbejdspladser, og virksomhederne fra Fredericia Havn, der har aktiviteter i Middelfart, kan bruge havnen, som de har gjort hidtil.
I processen med at ændre ejerstrategien for Middelfart Trafikhavn har ADPs ledelse og bestyrelse analyseret på den fremtidige forretningsplan og strategi for drift og udvikling af aktiviteterne på havnen i Middelfart:
– Når vi kigger ind i fremtidens marked, så ser vi, at vanddybde og adgang til en effektiv infrastruktur betyder mere og mere for vores kunder. Vi vil nu koncentrere os om at videreudvikle havnene i Nyborg og Fredericia siger Rune D. Rasmussen, CEO for havneselskabet ADP A/S. tek@kl.dk