
Kommunalt halal-krav er besværligt og droppes
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Et flertal i Faxe Byråd bad tidligere på året forvaltningen om at undersøge, om det var muligt at lade borgerne fravælge halal-produkter i børnehaver, på plejehjem og andre kommunale måltider.
Men DF, Venstre, Borgerlisten og LA må nu sande, at det næppe kan lade sig gøre. Det skriver Sjællandske i dag tirsdag.
Sagen er den, at mærkning af fødevarer er noget, som EU bestemmer. Det betyder, at et enkelt medlemsland ikke kan indføre sine egne mærkningsregler. Det eneste, en kommune så kan gøre, er at spørge leverandørerne pænt, om de har lyst til at sætte et halalmærke på deres varer, så kommunen kan fravælge dem.
Men det er heller ikke så nemt, som det lyder, for kommunerne køber langt de fleste af deres varer gennem SKI-aftaler, som ikke uden videre kan ændres. Det kan først ske, når SKI-aftaler kommer i udbud igen.
I Faxe er flertallets udfordring netop den, at kommunen køber deres fødevarer fra virksomheden Hørkram. De følger en SKI-aftale, som er ved at blive udbudt igen. Så Faxe kan ikke nå at få et eventuelt ønske med i denne omgang. Det kan først ske næste gang, aftalen kommer i udbud om fem år.
Ifølge referatet fra det økonomiudvalgsmøde, hvor punktet var på dagsordenen, har forvaltningen været i kontakt med Hørkram. De oplyser, at de ikke kan garantere, at deres varer er mærkede, da de ikke stiller krav til producenterne om certificeringer.
Ingen grund til mere snak
Så nu er den potte ude, mener borgmester Ole Vive (S).
– Nu er alle holdninger til den her sag kendte, og selv hvis vi ville ændre noget, så kan det først ske, når det næste udbud i SKI skal udformes om fem år. Det er i næste byrådsperiode, og vi ved ikke, hvordan SKI-aftalen ser ud til den tid, eller om vi overhovedet vælger den løsning, så jeg kan ikke se, at der skulle være grund til at diskutere det mere på nuværende tidspunkt, siger han til Sjællandske.
Men Dansk Folkeparti, der oprindeligt stillede forslaget, giver ikke op så let. Partiets byrådsmedlem Eli Jacob Nielsen anerkender, at der ikke er så meget at gøre, før indkøbsaftalerne skal revideres, men derfor kan man godt arbejde videre, siger han til Sjællandske.
– Jeg synes ikke, der er noget galt i at få skrevet ind i vore indkøbspolitik, at vi forventer, at leverandører sørger for tydelig mærkning af produkter, hvor der er betalt afgifter eller certificering af religiøse eller kulturelle organisationer, siger han.
Ifølge referatet fra økonomiudvalget har Roskilde, Randers og Aabenraa drøftet mærkning af fødevarer. Det har dog ikke ført til ændrede politikker.
I Horsens Kommune har en lignende drøftelse ført til, at daginstitutionerne skal tage hensyn til særlige måltidsbehov, og at der skal vises hensyn og respekt for religiøse og kulturelle forskrifter. jki@kl.dk