
Flere småbørn og ældre vil presse især yderkommuners økonomi
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Over hele landet vil flere ældre og børn presse kommunernes økonomi. Men især i yderkommunerne vil antallet af børn og ældre stige meget og presse økonomien. Det viser VIVE's seneste kommunetal.
VIVE har på baggrund af egne tal og tal fra Danmarks Statistik regnet sig frem til, at vi på tværs af landet i 2029 skal forsørge godt 68 børn og ældre per 100 borgere i den erhvervsaktive alder. I 2019 er tallet 62,3.
Men bag det gennemsnitlige tal gemmer der sig også det faktum, at der i landets yderkommuner er markant færre borgere i den erhvervsaktive alder til at forsøge børn og ældre. I yderkommunerne er der i øjeblikket 73,8 børn og ældre per 100 borgere i den erhversaktive alder. Det tal vil stige til 85,1 per 100 borgere i 2029.
Øerne er de kommunerne, hvor 2029 ser mest presset ud. På Læsø, Ærø, Langeland, Fanø og Samsø vil der i 2029 være flere børn og ældre end personer i den erhvervsaktive alder.
København og Frederiksberg stikker ud som de kommuner, hvor der er færrest børn og ældre at forsørge i 2029. I København er der 100 erhvervsaktive per 40 børn og ældre, mens tallet i Frederiksberg er 51,7.
Du kan se alle VIVEs tal og grafer på deres hjemmeside. jki@kl.dk