Kommunaldirektør sygemeldt under budgetforhandlinger
tekst Mads Brandsen
Mens politikerne i Faaborg-Midtfyn forhandler om rammerne for kommunens økonomi for næste år, er kommunens øverste embedsmand sygemeldt.
Kommunaldirektør Helene Bækmark har været sygemeldt i foreløbigt to uger, og det er uvist, hvornår hun er tilbage på rådhuset.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Sygemeldingen har varet siden 9. september, bekræfter borgmester Hans Stavnsager (S) over for avisen.
Han har ikke yderligere kommentarer, ligesom avisen heller ikke har haft held med at få en kommentar fra Helene Bækmark selv.
Borgmesteren siger dog til avisen, at budgetprocessen nok skal skride planmæssigt frem alligevel.
Direktørerne Siggi Kristoffersen og Helle Vibeke Carstensen varetager kommunaldirektørens opgaver, indtil hun er tilbage. mdbr@kl.dk