
31 kommuner får ekstra hjælp
tekst Tom Ekeroth
Lolland og Langeland har fået flest penge med henholdsvis 55 og 40 millioner kroner i tilskud.
Puljen for særtilskud er i år hævet med 50 millioner kroner i forhold til sidste år, hvilket ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skal afhjælpe en del af problemerne med udligningsordenen, som fordeler penge mellem kommunerne.
– Regeringen ønsker, at der skal være råd til velfærd i hele landet. Derfor har vi valgt at fordele flere penge ud i særtilskud end sidste år. Med tilskuddene giver vi en økonomisk håndsrækning til nogle kommuner, der har mistet indtægter – blandt andet i udligningssystemet. Ligesom vi hjælper de kommuner, som har de største udfordringer, for eksempel fordi de får flere børn og ældre, eller skatteindtægterne er lave, siger Astrid Krag i pressemeddelelsen.
Udligningsordningen fordeler penge mellem landets kommuner, så der ikke er for stor forskel i den service og velfærd, de kan yde.
Der er store forskelle i kommunernes indkomst og udgifter, hvilket blandt andet afhænger af, om kommunen har mange ældre eller folk på offentlige ydelser.
En lang række kommuner er dog stærkt utilfredse med ordningen. Nogle mener, at de får for få penge, og andre at de afgiver for mange.
Regeringen har varslet en reform for at skabe en mere rimelig fordeling af pengene.
De særlige tilskud er fordelt på en pulje på 360 millioner kroner, som alle kommunerne i landet har kunne søge.
Derudover har der været en pulje på 159,3 millioner kroner til kommuner i hovedstadsområdet, som kommunerne i området selv finansierer.
Det er dog langt fra alle kommuner, som har fået deres ønsker opfyldt.
62 kommuner har søgt den landsdækkende pulje, og 22 har fået penge. I hovedstadsområdet har 19 ansøgt, og 9 har fået penge.
Fakta
Disse kommuner får ekstra millioner i 2020
Disse kommuner har fået penge fra den landsdækkende pulje:
1. Lolland: 55 millioner kroner.
2. Langeland: 40 millioner kroner.
3. Bornholm: 35 millioner kroner.
4. Jammerbugt: 28 millioner kroner.
5. Morsø: 16 millioner kroner.
6. Brønderslev: 16 millioner kroner.
7. Frederikshavn: 15 millioner kroner.
8. Guldborgsund: 15 millioner kroner.
9. Aabenraa: 13,9 millioner kroner.
10. Hjørring: 13 millioner.
11. Vesthimmerlands: 13 millioner kroner.
12. Vordingborg: 12 millioner kroner.
13. Tønder: 12 millioner kroner.
14: Mariagerfjord: 11 millioner kroner.
15. Odsherred: 10 millioner kroner.
16. Assens: 10 millioner kroner.
17. Kerteminde: 10 millioner kroner.
18. Svendborg: 10 millioner kroner.
19. Struer: 10 millioner kroner.
20. Læsø: 7,2 millioner kroner.
21. Norddjurs: 4 millioner kroner.
22. Ærø: 4 millioner kroner.
Følgende har fået del i en pulje for kommuner i hovedstadsområdet:
1. Albertslund: 30 millioner kroner.
2. Halsnæs: 28 millioner kroner.
3. Ishøj: 24 millioner kroner.
4. Rødovre: 20 millioner kroner.
5. Hvidovre: 15 millioner kroner.
6. Frederikssund: 14 millioner kroner.
7. Brøndby: 12 millioner kroner.
8. Gribskov: 8,3 millioner kroner.
9. Høje-Taastrup: 8 millioner kroner.