
S vælger ny spidskandidat i Aabenraa
tekst Mads Brandsen
Erik Uldall Hansen er med et overvældende flertal blandt Socialdemokratiets medlemmer valgt som partiets borgmesterkandidat ved valget i 2021.
Det skriver JydskeVestkysten.
Han stillede op mod spidskandidaten ved sidste valg, Karsten Meyer Olesen, der fik 57 stemmer på opstillingsmødet mod Erik Uldall Hansens 154.
Som konsekvens af valget overtager Erik Uldall Hansen straks posten som partiets gruppeformand i byrådet.
Erik Uldalls Hansens fornemste opgave bliver at erobre borgmesterposten tilbage fra Venstre.
– Vi vil have vores borgmesterpost tilbage. Nu har Thomas (Andresen, nuværende borgmester for Venstre, red.) haft den til låns længe nok, sagde Erik Uldall Hansen ifølge JydskeVestkysten.
56-årige Erik Uldall Hansen har siddet i byrådet siden 2014. Han er oprindeligt uddannet smed, men han har i mange år arbejdet som stadioninspektør i Aabenraa Kommune.
Siden sidste valg har han været næstformand for kommunens vækst- og landdistriktsudvalg. mdbr@kl.dk